Odense halter bagefter med integrationen

På integrationsområdet gør Odense en dårlig figur sammenlignet med landets øvrige største kommuner. Specielt i forhold til beskæftigelse og ghettodannelse.

På dagen for kommunalvalget skiller Odense sig negativt ud i en sammenligning af integrationen i landets fire største kommuner. Catinét-IFKA har sammenlignet integrationsresultater for København, Århus, Odense og Aalborg, og her halter Odense bagefter, især i forhold til beskæftigelse og ghettodannelse.

Odense har den laveste andel danskere med udenlandsk baggrund i arbejde og den højeste andel arbejdsløse. Kun 39 procent er beskæftiget, mens ni procent er arbejdsløse. Odense er samtidig den af de fire byer, hvor flest danskere, 78 procent, har en uddannelse, der er anerkendt i Danmark.

Aalborg toner frem som succeshistorien, når det gælder om at få nydanskere i arbejde. Selv om byen har det færreste antal nydanskere med en anerkendt uddannelse, 69 procent, kan Aalborg fremvise den højeste beskæftigelse blandt nydanskere - hele 60 procent. Samtidig har Aalborg med fire procent den laveste procent af arbejdsløse.

København har den næsthøjeste andel beskæftigede, men også den næsthøjeste andel af arbejdsløse nydanskere. I Aarhus er kun 46 procent af nydanskerne i arbejde, mens seks procent er arbejdsløse.

Også når det kommer til ghettodannelse er tallene fra Odense højere end i de andre storkommuner. 34 procent af nydanskerne bor i områder, hvor der udelukkende eller overvejende bor personer med udenlandsk baggrund.

Igen kan Aalborg vise undersøgelsens bedste resultat, da kun otte procent af nydanskere bor i ghettoer her. I København drejer det sig om 23 procent, mens andelen er 24 procent i Århus.

Samlet set er integrationen på de fleste områder gået frem i løbet af de seneste 10 år.

Oversigt

    Oversigt