Odense halter bagud med job til indvandrere

Odense og Aarhus Kommune er dårligere end København til at ansætte arbejdskraft med ikke-vestlig baggrund.

Det kniber med at ansætte borgere med ikke-vestlig baggrund i Odense. 

Der er stor forskel på, i hvor høj grad landets fem største kommuner ansætter ikke-vestlige indvandrere og efterkommere. I Københavns Kommune ansætter man en del med ikke-vestlig baggrund, mens det kniber med at integrere ved hjælp af ansættelser i både Aarhus og Odense. 

Det skriver Ugebrevet A4, der har lavet en analyse på baggrund af tal fra landets fem største kommuner og Danmarks Statistik.

I både Odense og Aarhus er antallet af medarbejdere med ikke-vestlig baggrund sågar faldet i perioden fra 2010 til 2015. Og det er selvom, at andelen af ikke-vestlige indvandrere i den erhvervsaktive alder er steget i samme periode. 

Forskellen mellem de største kommune i landet kommer meget bag på professor og forskningschef hos Rockwool Fonden, Jacob Arendt Nielsen. 

- Der er et klart integrationsproblem. Ikke-vestlige indvandrere har svært ved at finde beskæftigelse, og det er et integrationsproblem, som vi også ser i den kommunale sektor, siger han til Ugebrevet A4 og fortsætter:

- Forskellene er så store, at det tyder på, at der er en forskellig tilgang til det i de forskellige kommuner, da det er den samme typer af opgaver, som skal løses ude i kommunerne.

Han finder det sågar bekymrende, at andelen af ikke-vestlige indvandrere i befolkningen vokser hurtigere, end arbejdsmarkedet opsuger dem. 

I perioden fra 2010 til 2015 faldt andelen af kommunalt ansatte med ikke-vestlig baggrund i Odense Kommune fra 6,2 til 5,7 procent.

Men værre stod det til i den jyske storby Aarhus. Her faldt andelen fra 8,1 til 6,3 procent. I samme periode steg andelen af ikke-vestlige borgere i den erhvervsaktive alder i kommunen fra 10 til 11,6 procent.

I København stod det bedre til for borgerne med ikke-vestlig baggrund, når det kommer til ansættelser. Andelen af kommunalt ansatte med ikke-vestlig baggrund fra 2010 til 2015 steg nemlig fra 12,8 til 13,9 procent, mens andelen af ikke-vestlige indvandrere i den erhvervsaktive alder steg fra 10,8 til 11,7 procent i løbet af de seks år.

Den socialdemokratiske borgmester i Aarhus Jacob Bundsgaard erkender, at Aarhus halter langt efter hovedstaden, når det handler om at få ikke-vestlige indvandrere i job i den kommunale sektor.

- Nej, det er ikke godt nok, og vi kan gøre det bedre. Det er skidt for de mennesker, som står uden for arbejdsmarkedet, det er skidt for samfundet, men det er også skidt for Aarhus Kommune som arbejdsplads, fordi vi går glip af attraktive og kompetente medarbejdere, skriver Jacob Bundsgaard til Ugebrevet A4.

Oversigt

    Oversigt