Odense har brugt over 24 millioner kroner på Tvind siden 2016

Odense Kommune har brugt 24,5 millioner kroner på Tvind-institutioner på to et halvt år. Det viser en ny redegørelse fra kommunen.

Odense byrådets besluttede den 15. november 2017, at ”Der skal foretages en ekstraordinær undersøgelse vedrørende indhold, økonomi og kvalitet i de ydelser, som Odense Kommune køber hos institutioner tilknyttet Tvind. Undersøgelsen forelægges de relevante fagudvalg, der i henhold til styrelsesvedtægten træffer de videre beslutninger”.

Den undersøgelse er nu færdig, og politikerne i Beskæftigelses- og Socialudvalget, Børn- og Ungeudvalget og Ældre- og Handicapudvalget skal drøfte sagen på udvalgsmøderne 9. oktober.

Baggrunden for byrådets beslutning i november sidste år var, at DR havde lavet en afdækning af problematiske forhold hos institutioner tilknyttet Tvind.

Forslag om at droppe Tvind-institutioner

- Dækningen satte spørgsmålstegn ved, om institutioner tilknyttet Tvind leverer indsatser med den fornødne socialpædagogiske kvalitet, og om de lever op til gældende regler, skriver forvaltningen i redegørelse til politikerne.

Konservative og Venstre i byrådet stillede samtidig forslag om, at Odense Kommune ophører med at anvende institutioner tilknyttet Tvind.

- Vi stillede forslaget, da der kom oplysninger frem, der i den grad sætter spørgsmål ved kvaliteten ved de her institutioner, men også fordi vi ikke vil være med til, at Odense Kommune bruger penge, der ender i lommen hos de forbrydere i Tvind-imperiet, sagde den daværende beskæftigelses- og socialrådmand Steen Møller (K) til TV 2/Fyn 16. november 2017.

69 borgere har været anbragt på en institution tilknyttet Tvind

Undersøgelsen viser, at Børn- og Ungeforvaltningen har i alt brugt 6,6 millioner kroner på udgifter til institutioner tilknyttet Tvind i perioden 1. januar 2016 til 30. juni 2018.

Ældre- og Handicapforvaltningen har i alt brugt 3,4 millioner kroner i perioden, og Beskæftigelses- og Socialforvaltningen har i alt brugt 14,5 millioner kroner.

I alt har Odense Kommune altså brugt 24,5 millioner kroner på institutioner tilknyttet Tvind i perioden 1. januar 2016 til 30. juni 2018.

I perioden har i alt 69 borgere fra Odense Kommune været anbragt på en institution tilknyttet Tvind, og pr. 20. juni 2018 var i alt ni borgere anbragt.

Odense Kommunes brug af Tvind-institutioner

Oversigt

    Oversigt