Odense har de rigeste studerende

Hvis man vælger at tilbringe sin studietid i Odense eller Aalborg, har man formentligt flere penge at lægge i fredagsbaren, end hvis man bor i København.

Der er flere penge tilovers til at lægge i boghandlen eller fredagsbaren, hvis man vælger at tilbringe sin studietid i Odense eller Aalborg frem for København eller Århus, viser en ny analyse fra RD Analyse.

Billedet er det samme, hvad enten man vælger at eje eller leje en lejlighed på 50 kvadratmeter i landets fire største byer. Odense og Aalborg er de billigste byer at bo i. Århus og København er mellem 10 og 30 procent dyrere.

Boligpriser, husleje, skattesatser, energiudgifter og transportomkostninger afgør, hvor det er billigst at bo, og dermed hvor mange penge der er tilovers på SU-budgettet til opsparing eller forbrug.

I både København og Århus er det de høje boligpriser, der trækker udgifterne i vejret.

I Århus er transportomkostninger og udgifter til el, vand og varme generelt også høje, mens det især er satsen på grundskyld (ejendomsskatten), der vægter tungt i København.

Et gennemsnitligt rådighedsbeløb for en studerende i ejerbolig i København og Århus ender på henholdsvis 5760 og 5730 kroner i analysen, mens de studerende i Aalborg og Odense har henholdsvis 7450 og 7400 kroner tilovers.

Vælger den studerende at leje en lejlighed, så er der 6040 kroner i rådighedsbeløb i København og 6150 kroner i Århus, mens studerende i Aalborg har 6900 kroner til sig selv, og studerende i Odense har 6940 kroner.

Oversigt

    Oversigt