I det fynske folks tjeneste

Odense har fjernet "fancy" integrationsprojekter

Odense, Aarhus og Københavns Kommuner bruger millioner på integration med tvivlsom effekt, mener eksperter og politikere.

Landets tre største kommuner har i år afsat 150 millioner til integrationsprojekter - ofte uden effektmåling.

Det konstaterer Berlingske, som har gravet i de projekter, der ligger udover de lovpligtige, nationale indsatser på integrationsområdet.

Alene i 2017 har Odense, Aarhus og København brugt de mange millioner kroner på 113 forskellige integrationsprojekter- og indsatser, der hovedsageligt ligger ud over den indsats, som kommunerne er tvunget til at drive.

Man kunne samle det lidt mere, i stedet for at strø et tyndt lag sukker ud på en sukkermad

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V)

Omfanget og karakteren af de mange enkeltprojekter får eksperter og politikere til at så tvivl om, hvorvidt de mange millioner bruges rigtigt.

Projekter for projektledernes skyld?

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) går så langt, som at  mene, at projekterne også er til for at holde kommunernes folk i gang.

- Man kan stille sig selv det spørgsmål, om man får nok integration for pengene, eller om det i ligeså høj grad er beskæftigelsesprojekter for dem, der driver dem, siger hun til Berlingske, og understreger at der "ikke nødvendigvis" er noget galt med de enkelte projekter: 

Læs også SF: Hæv flygtninges løn i integrationsforløb

Læs også 'En levende parlør' til flygtninge i Faaborg-Midtfyn

- Men jeg mener, at man i kommunerne skal gå kritisk til værks og se på, hvor mange projekter, der er, og om man kunne samle det lidt mere, i stedet for at strø et tyndt lag sukker ud på en sukkermad.

Skåret ind til benet

I Odense Kommune er man gået kritisk til projekterne, fortæller koncernchef Hanne Sørud fra beskæftigelses- og integrationsforvaltningen til Berlingske.

Hun siger at der er "skåret godt ind til benet":

- Vi lavede en kæmpe turnaround for et år siden, og der røg en del fancy indsatser ud af huset. Nu fokuserer vi på det, vi ved, virker, siger hun til Berlingske.

Behov for færre ting

På Christiansborg efterlyser Dansk Folkeparti og Liberal Alliance en oprydning i projekterne, og ifølge Torben Tranæs, økonomisk vismand og forskningsdirektør i forsknings- og analysecentret Vive, er der behov for en sammenhængende strategi, hvor man koncentrerer sig om færre ting, som man bliver dygtigere til.

Berlingskes gennemgang af projekterne viser, at størstedelen af kommunernes penge går til indsatser rettet mod at få flygtninge og indvandrere i job. Derudover støtter kommunerne en række mindre tiltag på integrationsområdet.

Ifølge Socialdemokratiets integrationsordfører, Mattias Tesfaye, er "det ikke midlertidige bevillinger, hvor halvdelen af pengene bruges på projektbeskrivelser, der løser vores integrationsproblemer".

Viden spredes sjældent

Berlingskes eksempler på de seneste års integrationsprojekter er blandt andet storstilede job- og virksomhedsindsatser og mindre projekter som Facebook-opslag om social kontrol. I København er der brugt penge på projekter med byhaver og et cykelværksted, mens der i Odense er anvendt 2,5 millioner kroner til blandt andet at skaffe praktikpladser til flygtninge og 20.000 kroner på en familiedag på Fyens Væddeløbsbane. (se tv-indslag herunder)

- Vi bruger som samfund rigtig mange penge på små, lokale projekter, hvor den viden, der måtte blive opsamlet, sjældent bliver spredt særlig godt og ofte slet ikke evalueret tilstrækkeligt. Lige nu fægter kommunerne lidt i blinde og bruger rigtig mange penge på indsatser, hvor det er svært at sige med sikkerhed, om de virker, siger Jacob Nielsen Arendt, forskningsleder af Rockwool Fondens Forskningsenhed.

01:56

Integration er mere end at lære dansk og komme ud på arbejdsmarkedet. Fyens Væddeløbsbane og Odense Kommune holdt i dag familiedag, hvor både gamle og nye odenseanere kunne komme ud og opleve livet omkring hestesporten.

Luk video
05:49

I morgen byder Fyens Væddeløbsbane og Beskæftigelses- og Socialudvalget i Odense Kommune velkommen til en festdag for hele familien på tværs af kulturer i Odense. Familiedagen giver "nye" og "gamle" odenseanere en mulighed for at mødes på tværs af alder, hudfarver og kultur i en festlig ramme på væddeløbsbanen, og inspiration til, hvordan byens mange kultur- og fritidstilbud kan bruges. Med i studiet havde vi besøg af initiativtagerne Jon Tølbøll og Claus Houden.

Luk video

Læs også Fyens Væddeløbsbane er åben for hele familien