I det fynske folks tjeneste

Odense Havn værdifuld

Trafikhavne som Odenses sikrer erhvervslivet i baglandet ekstra milliardindtægter, viser ny regnemodel. Nu vil havnene have en større rolle i regeringens planlægning.

Landets trafikhavne sikrer virksomheder og andet erhvervsliv i deres bagland økonomiske ekstraindtægter i milliardklassen i kraft af den service de leverer med transport af varer, materialer og råstoffer.

Det dokumenterer en regnemodel, som foreningen Danske Havne har fået Syddansk Universitet til at udarbejde.

Havneforeningen betragter regnemodellen som en landvinding til at overbevise lovgiverne på Christiansborg om, at de skal have en større rolle i en samlet strategi på transport- og trafikområdet, som regeringen arbejder på.

Ifølge regnemodellen sikrer havnene i byer som Kalundborg og Nakskov hver deres opland en værditilvækst på godt en milliard kroner.

En havn som Odense betyder f.eks. over 1,3 milliard kroner ekstra i kassen for det lokale erhvervsliv.