Odense HC måtte kæmpe hårdt for hjemmesejr

Odense Håndbold fik onsdag aften en sejr i årets første hjemmekamp i Primo Tours Ligaen. Men de måtte kæmpe hårdt for de to point.

Odense Håndbold fik sæsonens første sejr i håndboldligaen, da de onsdag aften slog gæsternefra Skanderbog med 26-22 på hjemmebanen i Odense Idrætshal.

Men det holdt hårdt, og oprykkerne fra Østjylland blev en sværere nød at knække for de fynske håndboldkvinder, end mange måske havde regnet med.

Skanderborg bragte sig hurtigt foran med tre mål, men blandt andet takket være en flot kamp af den unge målvogter Althea Reinhardt, fik Odense Håndbold langsomt kæmpet sig tilbage i kampen.

Efter en pauseføring på 12-10 endte det med en sejr til Odense på 26-22.

- Super dejligt med en hjemmesejr. Det var det, vi havde gået efter, og det vi fik. Det holdt hårdt. Jeg synes, at Skanderborg virkelig gav os kamp til stregen, sagde Odense Håndbolds nye cheftræner Jan Pytlick i en video på klubbens Facebookside efter kampen.

Den tidligere kvindelandsholdstræner har fået en fin start i Odense med først en sejr i Santander Cup over de forsvarende danske mestre fra Team Esbjerg, der dog blev fulgt op af et udebanenederlag til samme hold i sæsonåbningen i lørdags, og så altså en hjemmesejr over Skanderborg onsdag.

Cheftræneren så masser af gode elementer hos sit hold i kampen mod Skanderborg.

- Fedt at se et hold, som ofrer sig så meget - men også at vi lige har den ekstra rutine til at trække den hjem, det er jo også betryggende, siger Jan Pytlick.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Kampen i tal:

Odense HC - Skanderborg 26-22 (12-10).

Odense:  Maja Jakobsen 6, Oksana Kiseleva 5, Stine Svangård 3, Pearl van der Wissel 3, Nadia Offendal 3, Pernille Johannsen 2, Kamilla Kristensen 2, Deonise Fachinello 2.

Skanderborg:  Laura Damgaard Lund 4, Trine Knudsen 4, Kristina Jørgensen 4, Othilia Christensen 3, Celine Holst 2, Annika Jakobsen 2, Sarah Stougaard 1, Monika Kongsgaard 1, Stine Holm 1.

Udvisninger: Odense 4, Skanderborg 4.

Tilskuere: 872.

(Kilde: Ritzau)

Oversigt

    Oversigt