I det fynske folks tjeneste

Odense kaserne risikerer lukning

00:52

1 af 2

Forsvaret kan rykke ud af Odense. Det kan blive en del af løsningen på det sparekrav på 2,7 milliarder kroner, som partierne bag forsvarsforliget mandag har forhandlet om at opfylde.

I hvert fald oplister en analyse, som Forsvarsministeriet har offentliggjort mandag eftermiddag, kasernen i Odense som en del af en række mulige besparelser.

Mindre synligt

Analysen, som har været de relevante forsvarsudvalgs-politikere i hænde siden 21. juni, rummer i alt fire scenarier, hvoraf de to er kædet sammen med en ændring af værnepligten. At røre ved værnepligten er imidlertid blevet afvist af Venstre, Dansk Folkeparti, og Konservative.

De to øvrige scenarier indeholder begge en lukning af kasernerne i Haderslev, Sønderborg, Odense og Stensved på Sydsjælland samt Søgårdlejren i Sønderjylland.

- Det vil komme til at betyde, at forsvaret bliver mindre synligt på Fyn. Og at opbakningen bliver mindre fra fynboerne til forsvaret, og at forsvaret får sværere ved at rekruttere på Fyn, siger Preben Petersen, informationschef hos Totalforsvarsregion Syd til TV 2/FYN.

Hvad med Slipshavn?

Haderslev Kaserne står i dag for at uddanne telegraftropper, hvilket det i analysen foreslås, at man fremover udelukkende vil gøre i Fredericia. På samme måde foreslås Hærens Sergentskole flyttet fra Sønderborg til Varde, ligesom de tre hjemmeværnsenheder i Stensved, Odense og Søgård ses sammenlagt med henholdsvis Vordingborg, Fredericia og Skrydstrup.

Den eneste forskel på de to scenarier er således spørgsmålet om, hvorvidt man vil lukke flådestationen i Korsør.

Dette kan ifølge analysen sammen med de øvrige lukninger give en besparelse på 68 millioner kroner årligt, mens det kun giver halvt så meget, hvis man i stedet lukker hjemmeværnets marinesektion i Slipshavn ved Nyborg og flytter den til Korsør.

Til gengæld vil omlægningen først give positivt resultat efter fem år i stedet for tre.

/ritzau/

Ved du noget? Så send os et tip