I det fynske folks tjeneste

Odense køber heroin for tre mio. kr.

Odense åbner rusmiddelcenter til nytår. Centret skal udlevere heroin til de hårdest ramte narkomaner.

Odense bliver en af fem byer i Danmark, der tilbyder stofmisbrugere lægeordineret, statsfinansieret heroin.

Odense bliver en af fem byer i Danmark, der tilbyder stofmisbrugere lægeordineret, statsfinansieret heroin. Netop indkøbet af heroinen bliver en af de store poster på budgettet. Alene i Odense skønnes det, at der skal indkøbes heroin for tre millioner kroner om året. Det skriver Fyens Stiftstidende.

Rusmiddelcenter Odense slår 1. januar 2010 døren op til en klinik, hvor Fyns hårdeste stofmisbrugere får hjælp af læger og sygeplejersker til at tage heroin.

- Vi er i fuld gang med at finde ud af at indrette en klinik sikkert for brugerne, personalet og omgivelserne, siger centerleder Birthe Vorsum.

Klinikken har været undervejs i mere end et år, siden Folketinget i februar 2008 bevilgede 70 millioner kroner af de såkaldte satspuljemidler til ordningen.

I går aftalte Kommunernes Landsforening og Sundhedsministeriet den endelige fordeling af pengene:

Kommuner, der kan oprette en heroin-klinik, som Sundhedsstyrelsen finder forsvarlig, får penge, nemlig Odense, København, Glostrup, Esbjerg og Århus.

København med flest stofmisbrugere får i omegnen af 30 millioner kroner. Odenses andel bliver cirka 7,5 millioner kroner til etablering, drift og heroin. Heroinen er den største omkostning. Anslået 25-30 fynske misbrugere skal have heroin for cirka 300 kroner om dagen, 365 dage om året. Pris: Cirka tre millioner kroner det første år.