I det fynske folks tjeneste

Odense Kommune dropper salg af den gamle banegård

Odense Kommune vil alligevel ikke sælge den gamle banegård foreløbig. Politikerne besluttede tirsdag at indrette østfløjen til opholdslokaler for bytrafikkens chauffører. Et salg kommer først på tale, når kommunen kan få en bedre pris for den gamle bygning.

-

Odense Kommune vil alligevel ikke sælge den gamle banegård foreløbig. Politikerne besluttede tirsdag at indrette østfløjen til opholdslokaler for bytrafikkens chauffører. Et salg kommer først på tale, når kommunen kan få en bedre pris for den gamle bygning.


Den gamle banegård i Odense forbliver i kommunens varetægt i hvert fald indtil videre. Trafik- og Miljøudvalget besluttede tirsdag at droppe det planlagte salg, da kommunen ikke formoder at den historiske bygning kan sælges til den rigtige pris i dag.


Hvilerum
I stedet for et salg vil kommunen nu udleje hele østfløjen til Odense Bytrafik. Arbejdstilsynet har skærpet kravene til chaufførernes hviletidsregler, og disse krav kan kommunen overholde, hvis bytrafikken indretter hvile- og opholdsrum i den gamle banegård.


Kan spare busser
\"Når chaufførerne får hvilerum så tæt på busterminalen vil det også på længere sigt kunne spare busser og tid, og det spiller jo også ind\", siger rådmand Søren Møller(K).


Kommunen skal nu investere omkring 10 mio. kr på at indrette østfløjen, så den kan udlejes til bytrafikken. Når bytrafikken rykker ind, vil hele den gamle banegård være lejet ud. I resten af banegården bor revisionsfirmaet Price Waterhouse Cooper og en cykelforretning.


Politikerne vil ikke udelukke, at Odense Banegård vil blive solgt på længere sigt, når kommunen kan få \"den rigtige pris\".

Ved du noget? Så send os et tip