Odense Kommune erkender miljøbrøler

Odense Kommune erkender nu, at kommunen har begået en brøler og ødelagt dyre- og plantelivet i en bæk mellem Odense og Tommerup. En biolog fra Odense Kommune gav mandag beboerne en undskyldning.

-

Odense Kommune erkender nu, at kommunen har begået en brøler og ødelagt dyre- og plantelivet i en bæk mellem Odense og Tommerup. En biolog fra Odense Kommune gav mandag beboerne en undskyldning.

For fire uger siden blev Stærmose vandløbet udgravet med en rendegraver. Beboerne omkring åen undrede sig, da de netop hver især har investeret omkring 50-70.000 kr. i rensningsanlæg, netop for at beskytte blandt andet ørredernes gydepladser i den nærliggende bæk.

Fiskene er væk
Vandløbet munder ud i Borreby Møllebæk, og rendegraveren har taget fat på en strækning på et par kilometer mellem Brændekilde og Hesbjerg Skov på grænsen mellem Tommerup og Odense Kommune.

Rendegraveren smadrede kanterne på vandløbet og ødelagde alle bundplanter.

\"Det var chokerende at se. Rendegraveren har ødelagt alt liv i vandløbet\", sagde Ove Johansen, der er nabo til vandløbet søndag til TV 2/FYN.

Klar fejl
Kommunen foretager jævnligt udgravninger af vandløb for at sikre vandgennemstrømningen. Men da biologerne mandag gennemgik sagen fra Stærmosen, lå konklusionen meget hurtigt klar:

\"Der er sket en klokkeklar fejl. Rendegraveren skulle aldrig være gået så dybt ned, og det beklager vi over for beboerne i området\", siger biolog Thomas Nielsen fra Odense Kommune.

Miljøet genoprettes
Odense Kommune vil nu forsøge at udbedre de skader rendegraveren har lavet på vandmiljøet.

\"Vi må nu forsøge at genoprette vandmiljøet ved at udlægge sten og grus\", lyder det fra en flov biolog.

Oversigt

    Oversigt