I det fynske folks tjeneste

Odense Kommune fejlede i inhabilitetssag

00:16

Det var en fejl, at Odense kommune sendte SF'eren Line Mørk uden for døren, da politikerne skulle behandle et spareforslag for kommunens skoler.

Line Mørk skulle ikke have været sendt uden for døren, da Odense Kommunes Børn- og ungeudvalg behandlede generelle besparelser på kommunens skoler. Det fastslår Statsforvaltningen mandag i et brev til Odense Kommune.

Line Mørk er selv lærer i Odense medlem af Børn- og ungeudvalget.  Derfor vurderede kommunen at hun var inhabil, da udvalget diskuterede tilpasninger og spareforslag for alle kommunens skoler.

Det fik Line Mørk til at klage over kommunens vurdering, og Statsforvaltningen har nu givet hende ret i, at hun skulle have haft lov til at debattere emnet. 

- Hele sagen handler egentlig ikke mig men mere om, hvor grænsen går, når vi som politikere bliver vurderet inhabile. Derfor var dejligt, at jeg nu har fået ret. Jeg er sikker på, at embedsmændene har handlet efter bedste evne, men det handler om, at de her inhibiltetssager ikke tager overhånd. Så ender det jo med, at vi skal have politikere fra andre kommuner til at tage beslutningerne, siger Line Mørk til TV 2/Fyn.

Kun en lille del af sagen omhandlede H.C. Andersen-skolen, hvor Line Mørk er ansat, og det var - da Børn- og ungevalget diskuterede sagen - ikke klart, om det ville få konsekvenser for hverken skolen eller Line Mørks ansættelsesforhold. Derfor var der ifølge Statsforvaltningen ingen grund til at sende Line Mørk uden for døren.

- De folk der stemmer på mig, er jo godt klar over, at jeg er lærer og den viden og indsigt jeg har qua mit job, bør ikke komme mig til last. I den konkrete sag var min skole kun en lille del af den større diskussion, og derfor gav det heller ikke mening, at jeg ikke måtte være med. Hvilket jeg heldigvis nu har fået ret i, siger Line Mørk.

 

Ved du noget? Så send os et tip