I det fynske folks tjeneste

Odense kommune kræver reform ændret

Odense Kommune er en ud af seks af landets største kommuner, der kræver kompensation af regeringen for stigende sociale udgifter.

-

Odense Kommune er en ud af seks af landets største kommuner, der kræver kompensation af regeringen for stigende sociale udgifter.

Odense, Aalborg, Århus, Esbjerg, Randers og Københavns Kommuner har tilsammen tabt 1,15 milliarder kroner i årene 1999-2003, fordi de ikke har fået kompensation for stigende sociale udgifter. Alene i 2003 er kommunerne gået glip af 295 millioner kroner.

Nu vil borgmestrene have, at der bliver taget hånd om problemet i forbindelse med reformen af det kommunale udligningssystem. De seks kommuner vil kræve, at de i reformen får kompensation for stigende sociale udgifter på for eksempel ældrepleje, dagpasning og folkeskole området 

Borgmestrene har netop fremsat kravet over for indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og finansminister Thor Pedersen (V). Borgmestrene gjorde også Lars Løkke Rasmussen opmærksom på problemet i april sidste år, men sagen er ikke kommet videre siden da.

Kommunerne kompenseres for store dele af de stigende sociale udgifter til bl.a. kontanthjælp og aktivering via den såkaldte budgetgaranti. Problemet for kommuner med høje sociale udgifter er, at budgetgarantien fordeles til kommunerne i forhold til deres skatteindtægter. Derved bliver de store bykommuner underkompenseret.

De seks borgmestre ønsker derfor et nyt udligningssystem.

- Systemet bør i højere grad tage højde for de store bykommuners særlige problemer på overførselsområderne og de øvrige socialudgiftsområder. Vi har en naturlig forventning om, at den kommende udligningsreform vil rette op på skævhederne, skriver de seks borgmestre,  Anker Boye (S), Odense, Louise Gade (V), Århus, Henning G. Jensen (S), Aalborg, Johnny Søtrup (V), Esbjerg, Michael Aastrup Jensen (V), Randers, samt overborgmester Lars Engberg (S), København, til ministrene.

Det nye tilskuds- og udligningssystem skal træde i kraft fra 1. januar 2007 i forbindelse med strukturreformen.