Odense Kommune nomineret til arbejdsmiljøpris

En målrettet indsats for et bedre arbejdsmiljø på seks institutioner i Odense Kommune har udløst en nominering til en af årets arbejdsmiljøpriser i kategorien Psykisk Arbejdsmiljø.

I Odense Kommune har seks institutioner deltaget i et projekt under navnet 'Det Stærke Fællesskab'. Projektet har givet institutionerne mulighed for at afprøve værktøjer til brug for arbejdet med social kapital på arbejdspladserne, der tæller en børnehave, en ældrepleje samt fire institutioner med botilbud til fysisk handicappede.

Udgangspunktet for projektet 'Det Stærke Fællesskab' har været, at arbejdet med social kapital bør forankres på den enkelte arbejdsplads hos både ledelse og medarbejdere. 

Herudover har det været afgørende, at indsatserne skaber reel effekt i forhold til trivsel og udførelsen af kerneydelsen over for borgerne.

Derfor har det været et af succeskriterierne for Odense Kommune, at medarbejderne har oplevet, at arbejdet med social kapital ikke er noget, der har stjålet af den arbejdstid, som i forvejen er under et stort pres.

Resultaterne er blevet målt ved trivselmålinger før, under og efter indførslen af de nye aktiviteter, der er kommet løbende i en periode på 12 måneder, og efterfølgende har to af de deltagende institutioner opnået den hidtil højeste trivselsscore målt på grundlag af NFAs Tredækker-undersøgelse. 

Nye projekter i gang

I øjeblikket har Odense Kommune sat gang i nye projekter på fire skoler og otte daginstitutioner efter samme model, der har givet dem en nominering til årets arbejdsmiljøpris i kategorien Psykisk Arbejdsmiljø.

De andre nominerede til ArbejdsmiljøPrisen 2010 i kategorien Psykisk Arbejdsmiljø er DHL Aviation i Kastrup og Hoffmann A/S i Glostrup.

Vinderen bliver udpeget 2. december, når Arbejdsmiljørådet afholder den årlige ArbejdsmiljøDagen, som i år finder sted på Axelborg i København.

Se de nominerede virksomheder her

Oversigt

    Oversigt