Odense Kommune politianmelder Tina Bue

Det mangeårige byrådsmedlem Tina Bue Frandsen skal nu undersøges af politiet.

Efter måneders arbejde offentliggør borgmesterforvaltningen i Odense Kommune torsdag en intern undersøgelse af det mangeårige socialdemokratiske byrådsmedlem Tina Bue Frandsen.

Kommunen har ifølge konklusionerne i undersøgelsen oversendt sagen til videre vurdering hos Fyns Politi, hvilket ifølge en ekspert i strafferet i praksis svarer til en politianmeldelse.

- Når politiet får oversendt en sag om et muligt ulovligt forhold, undersøger politiet selvfølgelig sagen for at finde ud af, om der faktisk er begået noget ulovligt. Det er derfor ligegyldigt om man oversender en sag eller anmelder en sag. Politiet skal nu i gang med at undersøge, om der skal indledes en egentlig efterforskning i sagen. Det vil sige at politiet skal vurdere, om der er et reelt grundlag for at køre en straffesag mod nogen, siger Henning Fuglsang Sørensen, ekspert i strafferet ved Syddansk Universitet.

Kommunen begrunder inddragelsen af politiet med, at der er rejst tvivl om, hvorvidt Tina Bue Frandsen har begået noget ulovligt i forbindelse med sin ansættelse i Odense Kommune.

Det er således op til politiet at vurdere, om der skal påbegyndes en efterforskning af blandt andet det samarbejde, som Tina Bue Frandsen havde med sin forretningspartner i Ankerhus Gruppen. 

Nogle af undersøgelsens konklusioner er, at den tidligere medarbejders bibeskæftigelse ikke var forenelig med hovedbeskæftigelsen som kontorchef for Phønix i Odense Kommune.

Derudover konkluderes det, at hun ikke burde have brugt sin arbejdstelefon- og mail i fobindelse med bibeskæftigelse. 

TV 2/Fyn har været i kontakt med Tina Bue Frandsen, og hun har umiddelbart ingen kommentarer. 

Kurser blev solgt og købt

Allerede i foråret 2018 begyndte Tina Bue-sagen at rulle. TV 2/Fyn afslørede, at en leder i Nordfyns Kommune, som viste sig at være Tina Bue Frandsens søster, over en årrække havde købt kurser for i alt 240.000 kroner hos netop Tina Bue Frandsen.

En klar overtrædelse af forvaltningslovens regler om inhabilitet.

Afsløringerne førte til, at Tina Bue Frandsens søster og hendes overordnede, familiechef Henrik Jacobsen blev afskediget.

Kort efter kom det frem, at også søsterens mand i kraft af en lederstilling i Kerteminde Kommune havde købt kurser i Tina Bue Frandsens private firma, og samme svoger havde i sin nye stilling som leder af en institution i Assens igen forsøgt at købe kurser hos Tina Bue Frandsen for borgernes penge.

Et kursuskøb, som Assens Kommune dog nåede at få stoppet.

Endelig kunne TV 2/Fyn i slutningen af september fortælle, at Tina Bue Frandsen i sin tid som først byrådsmedlem og chefkonsulent i borgmesterforvaltningen - og siden som leder af den kommunale kursusenhed Phønix - havde videresolgt kommunale kurser til spotpris til en privat forretningsforbindelse.

En handel med kommunale kurser, som den daværende indehaver af konsulenthuset Ankerhus, som også var Tina Bue Frandsens private forretningspartner, tilsyneladende har tjent flere hundrede tusind kroner på.

Oversigt

    Oversigt