Odense Kommune: Rolig nu - der kommer ingen ekstra fjernvarmeregning

Fjernvarme Fyns kunder skal ikke frygte en stor ekstraregning. Odense Kommune vil ikke trække penge ud af selskabet, som der ellers er åbnet mulighed for.

Odense Byråd har besluttet, at kommunen ikke vil benytte sig af muligheden for at trække penge ud af Fjernvarme Fyn til andre kommunale formål.

En afgørelse har banet vejen for, at et lokalt fjernvarmeselskab i Herning har fået lov til at sende en ekstraregning på over 9.000 kroner pr. husstand ud til forbrugerne. Dermed er der åbnet for, at andre fjernvarmeselskaber kan gøre det samme.

Det kommer dog ikke på tale med en ekstra regning fra Fjernvarme Fyn, der er ejet af Odense og Nordfyns Kommuner.

 

quote Den lave varmepris er et stort aktiv for Odense, og jeg vil ikke være med til at trække ekstra penge fra fjernvarmekunderne for at financiere andre kommunale opgaver.

Peter Rahbæk Juel, borgmester, Soc.dem., Odense.

- Den lave varmepris er et stort aktiv for Odense, og jeg vil ikke være med til at trække ekstra penge fra fjernvarmekunderne for at finansiere andre kommunale opgaver, fastslår borgmester i Odense, Peter Rahbæk Juel (A), i en pressemeddelelse.

Afgørelsen fra Herning er kørt som en prøvesag i Energitilsynet, hvor 56 fjernvarmeleverandører ligesom i Herning har ansøgt om at kunne udskrive regninger. Samlet ender det i følge Jyllands Posten mandag i milliardklassen. 

I Region Syddanmark har blandt andre Fjernvarme Fyn, Fynsværket, Faaborg Fjernvarme og Assens Fjernvarme søgt om lov til at benytte sig af muligheden. 

Allerede mandag var Dorte Hjertstedt Boye, som er formand for Fjernvarme Fyn, ude at berolige kunderne.

- Selv om vi får tilladelse, er det absolut ikke ensbetydende med, at vi vil gøre brug af muligheden.  Det her handler alene om, at vi gerne vil forrente vores egenkapital bedst muligt. Vi har ingen planer om, at sende ekstra regninger ud til vores forbrugere, sagde hun.

Men det var dog ikke tilstrækkeligt til at berolige energiminister Lars Christian Lilleholt. Ministeren frygter, at fristelsen kan blive for stor for mange fjernvarmeselskaber.

- Jeg vil nu tage kontakt til Folketingets energiordførere for at finde frem til en ordning, som betyder, at pengene til enhver tid går tilbage til forbrugerne, sagde Lars Christian Lilleholt til TV 2/Fyn.

Oversigt

    Oversigt