I det fynske folks tjeneste

Odense kommune sponsorerer håndboldhold

Der er stor sandsynlighed for, at Odense Håndbolds spillere snart løber på banen med påskriften www.odense.dk på trøjen. På næste møde i Børn- og ungeudvalget skal politikerne tage stilling til, om kommunen vil sponsorere klubben for 250.000 kroner.

-

Der er stor sandsynlighed for, at Odense Håndbolds spillere snart løber på banen med påskriften www.odense.dk på trøjen. På næste møde i Børn- og ungeudvalget skal politikerne tage stilling til, om kommunen vil sponsorere klubben for 250.000 kroner.

Undgår leje
Ikke alle penge bliver givet direkte til klubben på en check. 50.000 kroner får klubben ved at lade være med at betale reklameafgift samt leje af Odense Idrætshal.

Da OB tidligere var inde omkring Odense Håndbold, havde de lignende planer, men i følge fritidschef i Odense Kommune, Niels Transø, er dette forslag et helt andet.

Håndboldpiger i bunden
Lige nu ligger Odenses damer i bunden af håndboldligaen med kun tre point for 10 kampe, og holdfællesskabet er i gang med en rekonstruktionsplan, da der mangler over en halv million kroner i kassen. 

Fællesskabet udspringer af moderklubberne DHG Håndbold og Stjernen, så lykkes rekonstruktionen ikke, vil det kunne mærkes bredt i de to klubber.

Ud over Odense Kommune skal Odense Håndbold finde yderligere sponsorer i den kommende tid.

Får noget til gengæld
\"Nu handler det helt konkret om et sponsorat, hvor kommunen får en ydelse til gengæld,\" siger Niels Transø.

OB havde et ønske om større indflydelse på hallen og om at drive hallen sammen med stadion. Den model vakte ikke politisk begejstring, og OB har siden trukket sig ud af håndbold-projektet.