I det fynske folks tjeneste

Odense Kommune svigtede psykisk syg mand

En 28-årig psykisk syg mand fra Odense er af kommunen blevet sendt til behandling i Nordjylland. Men han fik aldrig den behandling han havde brug for, og nu sidder han varetægtsfængslet for knivstikkeri.

Den psykisk syge mand boede alene i dette hus i Hjørring

Jan Severinsen blev offer for den 28-årige psykisk syge fynbo, der var i behandling på Møllegården i Vrå.

- Lægen siger, at hvis stikket havde været en centimeter længere til venstre, så havde jeg være død, siger Jan Severinsen.

Selvom den psykisk syge mand havde brug for behandling, så boede han alene i et hus, der bliver ejet af Møllegårder, der er et privat botilbud for psykisk syge. Hjørring kommune har tilsyn med stedet og den behandling manden skulle have haft. Men i Hjørring kommunen indrømmer man, at tilsynet ikke har været godt nok.

 - Set i bagklogskabens lys, så har vi ikke gjort det godt nok. Men der er mange grunde til at det er svært at følge op på disse sager, men vi har lært af det og skal have en anden adfærd, siger Karl Bornhøft (SF), der er formand for Sundheds-, Ældre- og Handicapudvalget i Hjørring Kommune. 

Odense kommune har hver måned betalt 50.000 kr. for den 28-åriges ophold på bostedet Møllegården. Men selvom de penge altså ikke er kommet manden tilgode i form af behandling, så er det ikke Odense kommunes ansvar

- Handlingspligten ligger i den kommune han bor i, men da vi jo ikke har fået den behandling vi har betalt for, må vi se om vi fremover kan gøre nogen ting anderledes, siger Socialchef, Susanne Kvoldsgaard fra Odense Kommune

Hele sagen giver medlemmer af socialudvalget anledning til at kikke nærmere på Odense kommunes sagsbehandling.

- Jeg vil tage sagen op på næste møde, og så må vi diskutere hvad vi kan gøre for at den kommune der har tilsynet, også lever op til det, lyder det fra Jesper Kinch-Jensen(S), der er medlem af kommunens Socialudvalg.