Odense Lufthavn skal have ny chef

Peter J. Høgsberg stopper som lufthavnschef i Odense Lufthavn. Han skal nu være direktør for Aarhus Lufthavn.

- Jeg blev for kort tid siden tilbudt stillingen som direktør i Aarhus Lufthavn, og hele ansættelsesprocessen har været kort og effektiv, forklarer Peter Høgsberg, der har været lufthavnschef i Odense Lufthavn siden den 1. februar 2011.

Peter J. Høgsberg kommer fra Aarhus og er bosat i den jyske hovedstad.

- Da muligheden for jobbet som direktør i Aarhus Lufthavn pludselig bød sig, var jeg ikke i tvivl om at takke ja. Det er dels en meget spændende stilling, der venter på mig i Aarhus Lufthavn, dels en kærkommen lejlighed til at få bopælen og en tilværelse med små børn i Aarhus til at hænge bedre sammen med karrieren, siger Peter Høgsberg.

Bestyrelsen for Odense Lufthavn skal nu på udkig efter en ny chef.

- Vi lykønsker Peter med det nye job og ønsker ham det bedste i Aarhus Lufthavn. Vi har været glade for og tilfredse med hans indsats i Odense Lufthavn og hele den proces, der er sat i gang i relation hertil, og det bliver spændende at følge udviklingen i Aarhus Lufthavn fremover, siger Jørgen Clausen, der er bestyrelsesformand i Odense Lufthavn.

Peter J. Høgsberg stopper med udgangen af juni.

Oversigt

    Oversigt