Odense Lufthavn vil satse på lægehelikoptere

Lufthavnen er hårdt ramt af krisen, og tænker i nye baner for at beholde de sidste arbejdspladser.

Der er nemlig lagt op til, at der skal laves et nyt center for lægehelikoptere, som en del af akutberedskabet i den nye sygehusstruktur. Og her mener bestyrelsen, at lufthavnens centrale placering gør den ideel til den opgave.

- Vi erkender, at vi befinder os i en økonomisk krise, som også påvirker Odense Lufthavn, derfor satser vi hårdt på at få akutlægehelikopterene, som vi formoder, bliver en stor del af et fremtidigt akutberedskab, siger bestyrelsesformand for Odense Lufthavn, Jørgen Clausen.

Idéen er, at Odense Lufthavn vil være central servicebase for alle fremtidige lægehelikoptere i Danmark.

Om dagen skal helikopterne flyve ud fra pladser rundt om i landet, og Odense Lufthavn skal dels servicere lægehelikopterne med hangarer, tankningsfaciliteter og værksted, og dels fungere som den base, helikopterne returnerer til om aftenen.

I øjeblikket er der en forsøgsordning med lægehelikoptere på Sjælland og i Vestjylland. Når forsøgsordningen udløber i 2011, skal udvalget for præhospital akutberedskab tage stilling til det videre forløb.

Oversigt

    Oversigt