Odense magtesløs over for pædofilianklager

Odense Kommune står magtesløs over for grove anklager om pædofili mod en lærer. Politiet har afvist sagen. Derfor ender sagen sandsynligvis i skraldespanden.

En lærer fra Dalumskolen i Odense har sygemeldt sig efter beskyldninger om, at han for 30 år siden har misbrugt flere elever seksuelt. Men måske ender beskyldningerne i skraldespanden, fordi det påståede overgreb fandt sted for 30 år siden, og sagen dermed er forældet.

Det er Odense Kommunes skoleforvaltning, der har bedt politiet om at efterforske anklagerne, som er fremkommet i en kortfilm, "Træneren", der sætter fokus på overgreb. Kommunens skolechef, Jørgen Schaldemose, lægger ikke skjul på, at kommunen er havnet i en kattepine. Politiet afviser at efterforske sagen, og kommunen har ikke myndighed til at efterforske anklagerne.

- Det er jo ikke en skoleforvaltnings opgave at lave politimæssig efterforskning. Derfor kan jeg kun appellere til at stå frem, hvis man har været udsat for overgreb eller har kendskab til noget, siger Jørgen Schaldemose.

Han henviser til, at den eneste måde, at sagen kan blive opklaret, er, hvis nyere sager dukker op, eller at den pågældende lærer vælger at anlægge en injuriesag for at blive renset.

Den 61-årige lærer er ifølge skoleinspektør på Dalumskolen Birthe Qvortrup sygemeldt, indtil sagen er afklaret. Men hun erkender, at sagen kan ende uafklaret.

- Så står han i en prekær situation, og det er så her, at Danmarks Lærerforening må støtte ham i, hvad der så skal ske, siger Birthe Qvortrup.

I filmen fortæller Niels Isaksen om det 30 år gamle misbrug.

Oversigt

    Oversigt