I det fynske folks tjeneste

Odense Marcipan ovenpå igen efter lukning og stort underskud

00:33

Der er travlt i produktionen hos Odense Marcipan. Video: Morten Grundholm

Odense Marcipan forventer et overskud i regnskabet for 2017, der er stort nok til at dække det store underskud fra 2016. 2018 kan betyde flere ansatte.

Tusindvis af mandler flyver af sted på bånd i en stor maskine. Inde ved siden vælter store mængder frisklavet marcipan i forskellige farver og smagsnuancer ned i tunge kar.

Læs også Odense Marcipan vendte underskud til overskud

Der er travlt i produktionen hos Odense Marcipan, som har tjent penge på at lave den søde konfektingrediens til konditorer, bagere og private dessertmagere i 109 år. 

Især i 2017 har virksomheden tjent mange penge. Regnskabet er ikke endeligt på plads endnu, men direktøren, Niels Søgaard, kan allerede nu fortælle, at der bliver et godt overskud. 

- Hvis man skal sige det på jysk, så er det ikke så ringe endda. Vi får også dækket det underskud, vi havde i 2016 med 2017-regnskabet, så der bliver lidt overskud på kontoen, når vi tager de to år tilsammen. 

Fabrik i Italien lukkede

Læs også Sukkerchok: Kæmpe minus hos Odense Marcipan

I 2016 måtte Odense Marcipan lukke et italiensk søsterselskab, som virksomheden købte i 2008.

- Vi købte den italienske virksomhed, fordi den var topmoderne. Den mest moderne marcipanfabrik, der fandtes, og så havde de en god fod inde i det tyske marked, som er verdens største marcipanmarked, og der har vi altid gerne villet ind. Men vi har aldrig kunne opbygge en stærk kundebase dernede, siger Niels Søgaard. 

Men det lykkedes aldrig at få fabrikken til at køre rundt.

Odense Marcipan

Virksomheden blev grundlagt i Odense i 1909

Det er den norske fødevarekoncern ORKLA, der ejer Odense Marcipan

I alt arbejder der 125 mennesker på fabrikken i Odense. I højsæsonen mellem august og november arbejder der omkring 200 mennekser 

På fabrikken producerer de cirka 10.400 ton marcipan om året og bruger cirka tre milliarder mandler. Det gør dem til verdens største producent af marcipan. 

De producerer i alt 170 forskellige typer af marcipan 

Udover marcipan producerer de også overtrækschokolade, nougat, dessertpynt og andre søde ingredienser. 

- Det var bare et hårdt marked at være i. Så man kan sige, at nu er det prøvet af, og det har været dyrt, fortsætter han. 

I alt kom lukningen til at koste Odense Marcipan knap 40 millioner kroner, og førte til et underskud i 2016 på 20 millioner før skat, hvor de året før havde haft et overskud på 8,7 millioner kroner. 

Øget eksport

I 2017 har Odense Marcipan solgt den italienske fabrik. Det er en del af årsagen til det forbedrede regnskab. Og så er det gået godt på en anden vigtig front. 

- Vores eksport er vokset endnu mere. Vi er jo en meget eksportorienteret virksomhed. Det er jo langt over 65 procent af vores salg, der går til udlandet, og vi har fået endnu mere tryk på den del af forretningen. Så eksportmæssigt blev det et rigtig godt år for os, fortæller Niels Søgaard. 

Her ses den første behandling af marcipanen, hvor de tre ingredienser; mandler, sukker og glykose kun lige er blevet blandet sammen.  Foto: Morten Grundholm

Ifølge fabrikschef, Johnny Engberg, sælger Odense Marcipan til 35 lande. Selvom marcipan hovedsageligt er en europæisk tradition, sælger de også til eksempelvis Japan, USA og Canada.

På fabrikken i Odense har de fundet frem til, hvilken form for marcipan de forskellige befolkninger verden over bedst kan lide. 

Læs også Odense Marcipan overtager italiensk fabrik

- I Danmark er vi jo glade for en høj mandelmasse på 63 procent, men i Sverige vil de helst have en mandelmasse med 50 procent mandler og 50 procent sukker, og de kan lide at sukkeret knaser. Det er vi ikke så glade for i Danmark. I England og USA kan de lide, at marcipanan er ret bitter og sukkerholdig, fortæller Johnny Engberg.

Ved du noget? Så send os et tip