Miljøminister Connie Hedegaard (K) har indledt et samarbejde med de tre største kommuner, der skal lede frem til en aftale om et offentligt partnerskab for grønne indkøb.
De tre kommuner - København, Århus og Odense - vil sammen med Miljøministeriet gå foran ved at sætte konkrete mål for indkøb af miljørigtige varer og tjenesteydelser, oplyser miljøministeren i en pressemeddelelse.
Connie Hedegaard har aftalt med borgmestrene, at kommunerne inden 1. juni i år får opstillet konkrete mål for grønne indkøb af en række konkrete produktgrupper. En række områder er blevet drøftet, herunder bl.a. rengøringsmidler, vaskemidler, kopi- og printerpapir, legetøj, børnebleer og træprodukter.
Partnerskabet er åbent for alle kommuner, der ønsker at styrke de grønne indkøb.