Odense Musik- og Teaterhus atter på skinner

Efter mange års tovtrækkeri er det endelig lykkedes at få de sidste aftaler på plads, så Odense nu endelig får sit musik- og teaterhus.

Odense får nu endelig sit musik- og teaterhus. Det afslørede Odense Kommune på et pressemøde tirsdag eftermiddag.

Med på dagsordenen var nemlig netop punktet om Odense Musik- og Teaterhus, der har været på tegnebrættet i næsten 10 år, men forsinket på grund af uenighed.

Så det var en glad og stolt by- og kulturrådmand, der kunne melde om nye vinde.

- Det er fornøjeligt at stå her og præsentere det musik og teaterhus, vi er blevet enige om at gå videre med i forligskredsen, sagde Steen Møller (Kons.).

Borgmester Anker Boye (Soc.dem.) benyttede lejligheden til en filosofisk bemærkning om fortid og fremtid.

- I den ene ende, på Vilhelm Werners Plads, graver vi for at kigge efter fortiden, og i den anden ende bygger vi Odenses fremtid. Det er ikke så ringe endda, sagde borgmesteren.

Det seneste halve år er projektet blevet udviklet i et samarbejde mellem KPC og Odense Kommune, og mens kommunen har siddet for bordenden i forløbet, har KPC været rådgiver.

Den indgåede aftale mellem de to parter betyder, at KPC påtager sig ansvaret for anlægsøkonomien. Odense Musik- og Teaterhus vil koste cirka 600 millioner kroner. Odense Kommune køber sin andel af huset for 334 millioner kroner.

KPC skal desuden opfylde kommunens sociale klausuler og kædeansvar ved at overholde alle overenskomster og øvrige og kommende krav til leverandører og arbejdsgivere.

Se mere i vores udsendelse klokken 19.30.

Oversigt

    Oversigt