Odense opgiver luksusboliger

Byggeriet af 80 luksusboliger ved Tusindårsskoven i Odense er opgivet.

Naturklagenævnet har sagt nej til byggeriet, da det ville ligge for tæt på skoven. Og investorernes sidste mulighed var, at Odense Kommune ville bringe sagen for Højesteret.

De 80 luksusboliger skulle efter planen bygges nær ved Eventyr Golf på Falen, men altså for tæt på Tusindårsskoven.

Beslutningen om at opgive projektet er til stor ærgrelse for investorerne og et stort flertal i byrådet, men til stor glæde for en række naboer og mange naturinteresserede, skriver Fyens Stiftstidende.

Skoven, der spænder ben for byggeriet, er plantet af kommunen, og der får politikerne til at overveje fremtidige skovplantninger.

- Vi vil gerne plante mere skov, men vi skal omvendt ikke stå vores egen udvikling i vejen. Derfor må vi have denne sag i tankerne i vores fremtidige byudvikling, siger by- og kulturrådmand Anker Boye (S) til avisen.

Tusindårsskoven blev plantet for snart 20 år siden i forbindelse med Odenses 1000 års jubilæum.

Beslutningen om at stoppe her bunder også i økonomi.

- En sag ved Højesteret, ud over at den er meget tidkrævende, også løber op i millionomkostninger, siger sekretariatschef Malene Truelsen i Ledelsessekretariatet i By- og Kulturforvaltningen til avisen.

- Jeg er ærgerlig, meget ærgerlig, over, at byggeriet ikke kan blive til noget. Jeg har personligt været dybt engageret i planerne, siger Harry Pape Henriksen, en af mændene bag Eventyrpark A/S.

Oversigt

    Oversigt