Odense-rådmand skal gøre seerne klogere på dansk politik

Den snart forhenværende rådmand Steen Møller bliver en del af det politiske kommentator-panel i programmet Politik og Spin på TV 2/Fyn.

Odense-rådmand Steen Møller (K), som forlader byrådet med årsskiftet, bliver tilknyttet TV 2/Fyn som politisk gæstekommentator.

Dermed bliver Steen Møller en del af gæste-korpset, som i forvejen består af tidligere partiformand og minister Annette Vilhelmsen (SF), tidligere minister Carsten Hansen (S) og forhenværende amtsborgmester Poul Weber (V)

Steen Møller skal være med i det politiske magasin Politik og Spin, som har til formål at belyse politiske processer, skære igennem den politiske dagsorden og afdække, hvad der i virkeligheden foregår i dansk politik.

quote Vi er glade for, at Steen Møller har sagt ja til at dele ud af sin politiske viden og indsigt. 

Jesper Buch, TV 2/Fyn

- Vi er glade for, at Steen Møller har sagt ja til at dele ud af sin politiske viden og indsigt. Han har stor kommunalpoltisk erfaring, og det får vi brug for i efteråret, hvor der skal være valg til kommuner og regioner, siger TV 2/Fyns politiske kommentator Jesper Buch.

Steen Møller får sin debut som gæste-kommentator tirsdag aften, hvor der skal være fokus på partiernes formkurve på Fyn i kølvandet på den helt aktuelle  prognose over mandaternes geografiske fordeling udarbejdet af professor Kasper Møller Hansen for Altinget.dk.

TV 2/Fyn har i øvrigt planer om en række særudgaver af Politik og Spin i ugerne fra efterårsferien og frem til efter kommunalvalget, hvor Jesper Buch og samfundsredaktør Jakob Risbro i anledning af kommnalvalget  vil kommentere på lokale og regionale politiske emner.

Politik og Spin sendes hver tirsdag klokken 18.30 på TV 2/Fyn Nyhedskanalen.

Oversigt

    Oversigt