Odense-rektor kritiserer regeringen

Rektor Jens Oddershede, Syddansk Universitet Odense, er med til at rejse kritik af regeringen, fordi den nøler med lovede bevillinger til forskning.

-

Rektor Jens Oddershede, Syddansk Universitet Odense, er med til at rejse kritik af regeringen, fordi den nøler med lovede bevillinger til forskning.

Der er lang vej endnu, hvis Danmark skal øge sine investeringer i forskning, så de stemmer overens med de mål, som blev underskrevet på EU-topmødet i Barcelona i marts.

Det skriver rektor Jens Oddershede, direktør Ole Fejerskov, Danmarks Grundforskningsfond, og adm. direktør Erik Sørensen, der er formand for Dansk Industris Forsknings- og Uddannelsesudvalg, i en fælles kronik i Berlingske Tidende mandag.

Vi betragter det i Danmark som en selvfølge, at bilen bremser på en brøkdel af et sekund, at bypass-operationer lykkes, at boligen isolerer mod vejrliget, at mobiltelefoner virker på tværs af oceaner. Vi sætter heller ikke længere spørgsmålstegn ved de enorme mængder af data, som vi modtager gennem internettet. Vi bliver højst irriterede, hvis det ikke går hurtigt nok.

Der ligger mange års forskning bag den teknologiske udvikling, som vi dagligt høster frugterne af. Det er forskning, der forandrer verden og vores livsbetingelser i stort og småt.

Men til trods for, at statsminister Anders Fogh Rasmussen på EU-topmødet i Barcelona i marts skrev under på, at Danmark frem til år 2010 vil øge sine investeringer i forskning og udvikling fra de nuværende 2 pct. af BNP til 3 pct. af BNP, så er der endnu lang vej til målet. Et mål der i konkrete tal betyder, at Danmarks investeringer alene til den offentlige forskning skal øges fra de nuværende ca. 9 mia. kr. til ca. 16 mia. kr.

I forskningsverdenen og i erhvervslivet har vi glædet os, lige siden vi fik statsministerens ord og underskrift på Barcelona-deklarationen. I Danmark er vi jo ordholdne mænd og kvinder. Vi har derfor heller ikke taget armene ned endnu. Men efter at have set regeringens forslag til finanslov 2003, så ryster vi lidt på hænderne, hedder det bl.a. i kronikken.

Oversigt

    Oversigt