Odense revancherer sig på isen med sikker sejr

Odense Bulldogs fik vasket pletten fra 4-13-nederlaget senest væk, da Hvidovre blev slået 6-2 på hjemmebane.

Hvis skøjterne føltes en smule lettere hos ishockeyspillerne fra Odense Bulldogs tirsdag aften, så var det til at forstå.

Efter ydmygelsen senest med 4-13 mod Rødovre Mighty Bulls, så var der helt anderledes opmuntring på isen for Odense i hjemmekampen mod Hvidovre Fighters.

Her lykkedes det bundproppen i Metal Ligaen fra Odense at hente tre kærkomne point med en sejr på 6-2, der blev grundlagt i anden periode.

Odense nåede dermed op på ni point på sidstepladsen, mens Rødovre har 13 point på sjettepladsen.

 
 
Foto: Odense Bulldogs

Dårlig start for hjemmeholdet

Første periode holdt ellers liv i mareridtstankerne, da gæsterne fra Hvidovre bragte sig foran 1-0 sent i perioden.

Det blev der dog lavet om på i anden periode, som knapt var i gang, før Sami Jekunen havde udlignet for hjemmeholdet.

Mike Daugulis og Marcus Nielsen fulgte op med yderlige to Odense-scoringer, og i tredje periode udbyggede Ned Lukacevic føringen til 4-1.

Fire minutter senere reducerede Nicki Kisum, men Henry Hardarson og Yannick Vedel scorede begge efterfølgende til 6-2.

Der var også godt gang i scoringer i aftenens andet opgør, da Sønderjyske hjemme slog Herlev Eagles med de samme cifre.

Her var det op ad bakke for gæsterne efter at have indkasseret to scoringer i hver af de to første perioder, og det hele endte med et 2-6-nederlag.

Med sejren kom Sønderjyske forbi Herlev i tabellen og ligger på fjerdepladsen med 15 point. Herlev har 13 point på femtepladsen.
 

Oversigt

    Oversigt