I det fynske folks tjeneste

Odense: Så kom der vand i havnebadet

03:31

Der kæmpes for at få flere mennesker til at bruge pladsen på Odense Havn, og inden længe kan glade badenymfer indtage havnebadet.

1 af 2

Om halvanden måned er Odenses nye havnebad klar til at tage imod badende gæster, men allerede nu er der kommet vand i det nye bassin.

- Det bliver et fluepapir!

I denne uge er der kommet vand i Odenses nye havnebassin, og byens borgmester, Anker Boye, kan slet ikke vente med at åbne havnebadet for byens borgere.

- Det er et element i den attraktive havneby, vi bygger på Odense Havn, som jo er kommet rigtig godt i sving igen. Desværre kan vi jo ikke bade direkte i havnens bassiner, men har vi kontrolleret og rent, klart vand i ordnede omgivelser, siger Odenses borgmester Anker Boye, der er særligt glad for, at det nye havnebad er attraktivt for borgere og badegæster i alle aldre.

- Der er gode omklædningsfaciliteter og mulighed for at bade, så det er både for børn, unge og familier - og også for nogen som mig, siger en smilende Odense-borgmester.

Selve badet er isoleret fra kanalens eget vand. Bassinet er mere end 33 meter langt og får en vanddybde på mellem 0,8 og to meter. Der bliver plads til 300 badende gæster ad gangen.

- Havnebadet er blot endnu et element i transformationen af Odense hen mod at blive en storby. Havnebaddet skal selvfølgelig motivere til, at endnu flere mennesker bruger havnen som en bydel i Odense, har Martin Petersen, der er afdelingschef for Fritid og Biblioteker i Odense Kommune, tidligere fortalt til TV 2/FYN.

Byggeriet startede i maj sidste år og koster omkring 35 millioner kroner.

Ved du noget? Så send os et tip