Odense-skole etablerer musikklasse

Odense-skole etablerer musikklasse for elever, der brænder for at arbejde med klassisk og rytmisk musik.

Den første 8. klasse etableres i sommeren 2015 på Risingskolen i samarbejde med Odense Musikskole.

De første ansøgere har været til optagelsessamtale. Den ene af ansøgerne er Inger Ruhlmann, der er 14 år og går i 7. klasse på Hunderupskolen.

- Jeg har næsten altid spillet musik. Jeg har prøvet forskellige instrumenter, og lige nu spiller jeg klaver. Da jeg hørte om den nye talentklasse i musik, så tænkte jeg, at det kunne være lige noget for mig, siger Inger Ruhlmann.

- Jeg synes, det er fantastisk, hvis jeg kan få lov til at arbejde med musikken som en del af min hverdag i skolen, og jeg synes, det kunne være sjovt at gå i klasse med kammerater, der har samme interesse, som jeg selv. Så jeg håber virkelig, at der kommer ansøgere nok til klassen, så vi kan få nogle sjove år med musik og kammeratskab, siger Inger Ruhlmann.

Det er gratis for eleverne at deltage i klasserne. Kulturstyrelsen har støttet projektet med 400.000 kroner fordelt over de næste tre år.

Fristen for at søge er 1. marts 2015.

Læs mere her

Oversigt

    Oversigt