I det fynske folks tjeneste

Odense-skole vinder Undervisningsmiljøprisen

Rosengårdskolen i Odense vinder Undervisningsmiljøprisen 2016 for sin indsats for at skabe og vedligeholde trivsel blandt skolens 750 elever.

Rosengårdskolen i Odense fik tirsdag en pris for gennem flere år at have udviklet et forebyggende program for at sikre trivslen i alle skolens 0.-6. klasser.

Lærerne er selvfølgelig glade for den anerkendelse, som prisen er et udtryk for.

- Jeg synes jo det er fantastisk, for det , der har været vigtigt for os i den her tid, hvor alt er så fag-fagligt og alt skal måles på det fag-faglige, så at give et signal om, at trivsel er en forudsætning for læring og at de to ting skal gå hånd i hånd, siger Kirsten Grum Jakobsen, der er AKT-vejleder på Rosengårdskolen.

Børn- og Ungerådmand i Odense Kommune, Susanne Crawley Larsen (R), er imponeret over den indsats, som skolens personale gør for at skabe det bedst mulige undervisningsmiljø.

- Netop trivslen er afgørende for, at børn og unge kan blive i stand til udnytte deres fulde individuelle potentialer og blive livsduelige samfundsborgere. Derfor er det glædeligt, at skolen arbejder så systematisk med at forebygge konflikter og mistrivsel, siger børn- og ungerådmanden. 

Souschef på skolen, Maya Lykke Nielsen, er stolt over prisen og den indsats, som AKT-vejlederne på Rosengårdskolen yder.

- Eleverne har både glæde af det gode undervisningsmiljø nu og her og på lang sigt. De lærer en masse ting for eksempel om konfliktnedtrapning, som de bringer med sig videre og kan bruge resten af deres liv, siger souschefen.

AKT-vejleder Kirsten Grum Jakobsen er stolt over, at AKT-teamet modtager prisen, men understreger, at skolens elever også har en stor del af æren for, at indsatsen virker.

- De er projektets bedste ambassadører. De er vilde med det og baner vejen for os, så alle i vores børnemiljø nu kender programmet og har et fælles sprog, når vi snakker om trivsel, siger Kirsten Grum Jakobsen.

Med prisen følger 50.000 kroner som overrækkes af undervisningsminister Ellen Trane Nørby ved et arrangement i ministeriet torsdag.

Rosengårdskolen vil bruge de 50.000 kr., som følger med prisen, til at justere og udbygge programmet, så det også kommer til at omfatte skolens 8. og 9. klasser.

02:02

Stor hæder til Rosengårdsskolen i Odense. Skolens Adfærd, Kontakt og Trivsels-team er udpeget som vinder af Undervisningsmiljøprisen 2016.

Luk video

 

Ved du noget? Så send os et tip