I det fynske folks tjeneste

Odense skræmmer børnefamilier væk

Odense Kommune vil nu forsøge at stoppe børnefamiliernes flugt fra kommunen gennem en forbedret boligpolitik. Men det kan blive en særdeles vanskelig opgave, vurderer både børnefamilier og ejendomsmæglere. De drastiske nedskæringer på børnepasningsområdet gør nemlig Odense Kommune mindre attraktiv som bosætningskommune. Deltag i debatten

-

Odense Kommune vil nu forsøge at stoppe børnefamiliernes flugt fra kommunen gennem en forbedret boligpolitik. Men det kan blive en særdeles vanskelig opgave, vurderer både børnefamilier og ejendomsmæglere. De drastiske nedskæringer på børnepasningsområdet gør nemlig Odense Kommune mindre attraktiv som bosætningskommune.

Odense Kommune vil tiltrække indkomststærke børnefamilier til Odense ved at tilbyde attraktive grunde og huse tæt på natur og by. Kommunen har netop lanceret et oplæg til en ny boligpolitik, som skal stoppe flugten til nabokommunerne.

Vigtigt med pasning
Men det kan blive vanskeligt at fastholde børnefamilierne efter nedskæringerne på børneområdet.

\"Når familierne henvender sig til os, så er noget af det første de spørger om, hvordan pasningsmulighederne i kommunen er\", fortæller ejendomsmægler Klaus Dreyer.

Bedre i omegnskommunerne
Og i dag kan Odense ikke længere tilbyde det samme som nabokommunerne på dette område.

Åbningstiderne i daginstitutionerne i Odense er nemlig kortere end i de små omegnskommuner. I Tommerup, Vissenbjerg, Aarlsev og Otterup er den ugentlige åbningstid på mindst 52 timer eller mere, mens Odense nøjes med at holde åbent i 48 timer.

Ikke holdbart
\"Det er pinligt, at den fynske hovedstad ikke kan tilbyde børnefamilierne bedre muligheder for at få deres børn passet\", siger familiefar Anders Rasmussen fra Højby.

Han er ingeniør og far til to børn, og hårdt ramt af de nye åbningstider. Hidtil har familien klaret sig med hjælp fra venner, naboer og velvilje fra arbejdsgiveren.

\"Men det er ikke holdbart i længden, og jeg kan ikke forstå, hvordan Odense kommune vil øge skattegrundlaget, når man gør det så umuligt for børnefamilierne\", siger Anders Rasmussen.

Ved du noget? Så send os et tip