I det fynske folks tjeneste

Odense søsætter historisk erhvervssatsning

En historisk indsprøjtning på 400 millioner kroner til vækst sættes tirsdag i gang for at skabe mere i Odense.

Det er de fem anbefalinger fra Odense Business Task Force, der nu bliver til virkelighed gennem det offentlige privat samarbejde, Odense&Co. Arbejdsgruppen afleverede sine anbefalinger i sommer, og Odense Byråd afsatte de mange millioner i budgettet for 2014.

- Jeg må sige, at med et engageret partnerskab i Odense&Co. og ikke mindst en så markant erhvervsmæssig investering, er der rigtig god grund til at være optimistisk i Odense. Sammen med private investorer investerer vi massivt i Odenses udvikling i de kommende år, og jeg har svært ved at se andre danske byer matche vores investeringsniveau, siger borgmester Anker Boye.

De fem anbefalinger fra gruppen lød:

  1. Etablering af "Invest in Odense" - en enhed, der skal arbejde målrettet mod at få investorer og virksomheder til at placere sig på Fyn.
  2. Oprettelse af "Vækstpartnerskaber" mellem virksomheder, uddannelsesinstitutioner og kommunen. De forpligtende partnerskaber skal sikre, at ingen virksomheder mangler kvalificeret arbejdskraft.
  3. Etablering af "Odense & Co", som er en eventfond, der skal skabe 6-7 makante events i byen, der kan skabe positiv omtale af Fyn. Events kunne fx være store koncerter, festivaler, sportsbegivenheder eller politiske topmøder.
  4. Etablering af "Center for Byggeri og innovation". Centeret skal skaffe job og omsætning i bygge og anlægsbranchen, og sikre at byomdannelsesprojekterne til 25 milliarder kroner bliver til blivende job på Fyn.
  5. Lavere skatter og afgifter skal give Odense ry som en erhvervvenlig by. Kommunen skal sænke virksomhedernes dækningsafgift og reducere i antallet af gebyrer.

Nu bliver de fem anbefalinger ført ud i livet i og i spidsen for satsningen kommer Mette Beck-Nielsen der fra i dag stabschef for Odense & Co.

- Jeg ser meget frem til det tætte partnerskab med de lokale virksomheder og uddannelsesinstitutioner i Odense. Et samarbejde af den her slags vil uden tvivl kræve meget af alle parter - men jeg er sikker på, at vi sammen vil kunne skabe større resultater end hver for sig. Og så glæder jeg mig bare helt vildt til at komme i gang med arbejdet, siger Mette Beck-Nielsen, stabschef i Odense&Co.

Odense & Co. bliver et offentligt-privat samarbejde mellem Odense Kommune, aktører fra det private erhvervsliv samt bestyrelsesformænd og rektorer fra offentlige uddannelsesinstitutioner. Og der er mange opgaver at tage fat på allerede i dag.

Ved du noget? Så send os et tip