I det fynske folks tjeneste

Odense Sport & Event går ikke ind i OIK

Den økonomiske saltvandsindsprøjtning som OIK måske har håbet på, bliver ikke til noget. Odense Sport & Event har meddelt, at selskabet ikke vil skyde penge i den kriseramte ishockeyklub.

OIK mangler knap to millioner kroner oven på et dårligt 2007. Tirsdag aften havde OIK indkaldt sine sponsorer for at bede om flere penge og for at orientere om den økonomiske situation.

Kasserer Mads Lund kunne fortælle, at hjælpen ikke kommer fra Odense Sport & Event (selskabet bag bl.a. OB), der ellers tidligere har vist interesse for ishockeyklubben.

- Vi har haft en meget positiv dialog med Odense Sport & Event, men de har meddelt os, at de ikke for nærværende er i stand til at gå ind omkring ishockey, siger Mads Lund til TV 2/FYN.

Odense Sport & Events administrerende direktør Thomas Christensen bekræfter over for TV 2/FYN, at man ikke går ind i OIK nu. Det har han sagt til ishockeyklubben i mandags.