Odense tabte million: Nu er den sikret i robotmesse

Odense redder 1,2 million kroner ud af Robobusiness Europes konkursbo. Pengene bruges til ny robotmesse i 2018.

Der skal alligevel sendes intivationer og pressemateriale ud om en snarligt forestående robotmesse i Odense. Pengene til messen var ellers tabt, da Robobusiness Europe gik konkurs. 

Odense Kommune betalte for to år siden virksomheden 1,2 million kroner for at arrangere to robotmesser - en i 2016 og atter en i 2018. Kommunen forberedte sig på, at pengene formentlig var tabt.

Nu har Robobusiness Europes søsterselskab Blue Ocean Robotics aftalt med Odense Kommune, at selskabet overtager de 1,2 million kroner, kommunen har tilgode i konkursboet. 

Blue Ocean Robotics betaler beløbet tilbage ved at arrangere en robotmesse for pengene.

Hos Odense Kommune er chef for strategi og transformation, Michael Bruhn Frederiksen tilfreds med, at den tabte million kommer tilbage i form af en ny messe.

Det gavner nemlig byens borgere.

- Den almindelige odenseaner får det ud af det, at vi skaber vækst og arbejdspladser i byen

Skandinavisk gæsteliste

Arrangørerne har mindre end et år til at stable den 1,2 million kroner dyre messe på benene, da arbejdet naturligt blev sat på pause under konkursen. 

Da messen allerede skal afvikles i år, forudser marketingchef i Blue Ocean Robotics, Thomas Midtgaard-Jørgensen, ikke, at det er muligt at nå det brede verdensmarked, som tidligere har deltaget på robotmesser i Odense.

- Jeg tænker umiddelbart, at det bliver noget skandinavisk til at starte med, men hensigten er selvfølgelig at kunne tiltrække internationale leverandører og investorer til Odense, fortæller Thomas Midtgaard-Jørgensen.

Blue Ocean Robotics håber at kunne arrangere robotmesster for Odense Kommune i de kommende år. Indtil videre har kommunen dog kun indgået en aftale for messen i 2018. 

 

Oversigt

    Oversigt