Odense tættere på ny sportsarena

Fyns Amt vil stadig gerne spytte 20 millioner kroner i en ny stor sportsarena i Odense, der kan rumme store nationale og internationale mesterskaber. Nu arbejdes der med en placering ved idrætshallen og stadion i Bolbro, og projektet kan blive sat på skinner allerede inden årsskiftet.

-

Fyns Amt vil stadig gerne spytte 20 millioner kroner i en ny stor sportsarena i Odense, der kan rumme store nationale og internationale mesterskaber. Nu arbejdes der med en placering ved idrætshallen og stadion i Bolbro, og projektet kan blive sat på skinner allerede inden årsskiftet.
Det skriver Fyns Amt og Odense kommune i en fælles pressemeddelelse.

Oprindeligt satte amtet de 20 millioner kroner af til en løsning, hvor man ville ombygge  en af hallerne ved Odense Congress Center, idet amtsrådet vurderede, at det ikke ville være muligt at skaffe penge til at bygge en helt ny arena. Men den idé er ikke længere realistisk.

- Nu kan vi konstatere, at OCC har så stor succes med deres egne aktiviteter, at det måske kan blive svært at forene OCCs interesser og vore interesser. Vi har derfor bedt vore embedsmænd undersøge alternative muligheder i Odense-området, siger den konservative amtsborgmester Jan Boye.

På et nyligt afholdt møde drøftede amtsborgmester Jan Boye og rådmand Søren Thorsager, Soc.dem., en mulig ny arena, og arenaen indgår også i den byrådsorientering, der onsdag aften finder sted i Odense, som led i de fortsatte drøftelser af hvordan kulturstrategien skal føres ud i livet.

Hvis areneaen skal blive til virkelighed, så kræver det, at Odense Kommune også stiller med 20 millioner kroner til at supplere amtets penge, og det betyder efter alt at dømme, at pengene skal findes i millionerne fra kommunens salg af Elsam aktier.

Der har været meget debat blandt byrådspolitikerne om, hvilke kulturprojekter, der skal sættes penge af til, og mandag er rådmand Søren Thorsager da også meget forsigtig i sin vurdering af, hvor vidt der vil være opbakning til projektet.

- Det er jo noget byrådets medlemmer skal bestemme, men jeg vil da tro, at vi er klogere efter byrådsorienteringen på onsdag, siger Søren Thorsager.

Rådmanden vil dog gerne fortælle, at han personligt finder det spændende med en udbygning af den eksisterende idrætshal.

- På den måde ville man kunne få nogle spændende synergieffekter mellem de forskellige sportsgrene, siger Søren Thorsager.

Også borgmester Anker Boye er positiv overfor den nye løsning, i pressemeddelelsen siger han:

- Det ville betyde, at en række idrætsaktiviteter kan samles i Bolbro, og en sådan løsning kan måske betyde, at vi får lejlighed til at løse vintertræningsproblemerne i forhold til atletik og banecykling, hvilket ikke kan lade sig gøre ved en OCC-løsning.

Hvis byrådet vil støtte den nye løsning, så kan det gå stærkt med at få byggearbejdet i gang, i pressemeddelsen fra Fyns Amt står der således, at....

- såfremt Odense Byråd i forbindelse med den kommende prioritering vælger at satse på en sportsarena, vil der formentlig kunne træffes en endelig beslutning om placering af arenaen inden årsskiftet.

Oversigt

    Oversigt