Odense tager dukseplads tilbage med 10. sejr i træk

Esbjerg Energy blev slået med 4-1, da Odense Bulldogs tog førstepladsen i Metal Ligaen tilbage fra Sønderjyske

Odense Bulldogs er tilbage på førstepladsen i Metal Ligaen efter en sejr onsdag aften på 4-1 ude over Esbjerg Energy.

Med sejren udbyggede det fynske førerhold sin imponerende stime, så den nu lyder på 10 sejre i træk.

Ryan McDonough bragte efter godt fem minutter Odense foran med 1-0. Canadieren scorede også kampens sidste mål i slutfasen, da Esbjergs værter i jagten på en udligning hev målmanden ud for at få en ekstra markspiller på isen.

Odense bragte sig undervejs foran med både 2-0 og 3-0, inden Marc Derlago fik reduceret for esbjergenserne.

Onsdagens resultat betyder, at Sønderjyske blot fik lov til at overnatte på ishockeyligaens førsteplads en enkelt gang efter tirsdagens sejr over Rødovre Mighty Bulls.

Odense topper ligaen med 32 point foran Sønderjyske med 30 point. Fynboerne har endda spillet en kamp færre end de forsvarende mestre fra Sønderjyske.

Oversigt

    Oversigt