Odense Teater har købt sin egen forestilling

I næste uge præsenterer Odense Teater en ny teaterforestilling, der handler om at genfinde ungdommens energi. Og forestillingen er blevet en stor succes allerede inden den har haft premiere.

faktisk så stor, at teateret har været nødt til at lave et noget specielt krumspring for at have forestillinger nok.

Danmark 50 år ude i fremtiden. Et fattigt land uden råd til teatre, så også Odense teater er lukket.

Men de sidste seks skuespillere har fået lov til at tage på udflugt fra plejehjemmet. Ud til deres gamle forfaldne arbejdsplads.

- I mødet med hinanden og teatret genopstår der noget teatermagi og nogle minder, siger instruktør til stykket Evig Ung Lene Skytt.

Forestillingen er blevet en stor succes i forsalget, inden nogen publikummer overhovedet har sat sig i stolesæderne.

- Så er den faktisk blevet udsolgt hos os, og det har betydet, at vi jo ikke kan sælge alle de billetter vi gerne vil, siger presse- og kommunikationschef Morten Kjærgaard.

Køber sin egen forestilling

Forestillingen er udsolgt lokalt, men den er også blevet solgt med de samme skuespillere til Folketeatret, der skal opføre den rundt om i landet til efteråret.

Så for at flere fynboer kan komme til at se forestillingen, har Odense Teater nu købt en del af Folketeatrets turne.

Skuespillerne skal altså på turne til deres egen scene på Odense Teater. En aparte situation, hvor Odense teater har købt sin egen forestilling af et andet teater.

- Det har vi aldrig gjort før, det findes ikke, siger Morten Kjærgaard.

80'er og 90'er hits

Det er en musikforestilling med hits fra 80'erne og 90'erne. Den del er 25-årige musiker Adi Zukanovic blevet sat til at løfte.

- Min opgave har været at tage de ting som man kender og putte det i et nyt lys, og det synes jeg er lykkedes rigtig godt, siger han.

Evig Ung er en komedie, men der er alligevel gjort plads til eftertanke, når man forlader teatersalen.

- Det er også en historie om, at vi skal huske at se hinanden som mennesker og huske at selvom man bliver gammel, så er man stadigvæk et menneske, fyldt med drømme og ideer og minder, siger Lene Skytt.

Forestillingen Evig Ung har premiere på torsdag på Odense teater - og altså igen til efteråret.

Oversigt

    Oversigt