Odense Teater med i kampen om årets Reumert

17 teatre uden for hovedstadsområdet på listen over nominerede til årets Reumert-priser. Odense Teaters "Breaking the Waves" med i kampen om årets forestilling.

De store og små teatre uden for hovedstadsområdet markerer sig stærkt i kampen om Reumert-priserne, der uddeles for de bedste præstationer i dansk teater i det seneste år.

Hele 17 forestillinger og præstationer fra provinsscenerne er blandt den liste over nominerede, som blev offentliggjort i dag.

Aarhus Teater tegner sig alene for seks nomineringer og overgås kun af Det Kongelige Teater, der har muligheden for at vinde hele 14 Reumert-priser. Skuespillet på nationalscenen tegner sig for otte, operaen for fem og balletten for en enkelt nominering.

Tre stykker dyster om prisen for årets bedste forestilling: Holland House og Café Teatrets "Ansigtet mod væggen", Odense Teaters opsætning af "Breaking the Waves" og Kaj Munks klassiker "Ordet", der denne gang kom til ære og værdighed i en ny udgave, iscenesat af Lars Norén, på Det Kongelige Teater.

Cecilie Stenspils præstation i den fynske teaterversion af Lars von Triers berømte film indbringer hende en nominering for årets kvindelige hovedrolle.

Årets prisuddeling foregår ved et stort show på Det Kongelige Teaters gamle scene den 26. april.

Programmet omfatter også uddelingen af Bikubens Hæderspris på 300.000 kr., den største pris inden for dansk scenekunst.

Oversigt

    Oversigt