Odense tjekker indeklimaet i børnehaver

Odense Kommune er i samarbejde med Danmarks Tekniske Universitet ved at undersøge indeklima og luftkvalitet i 10 udvalgte børnehaver.

Børnehaven skal være et sundt og rart sted at være for både børn og personale, der hver dag tilbringer mange timer i institutionen.

Hovedpine og træthed kan skyldes et dårligt indeklima og utilstrækkelig ventilation.

Men et indeklima med en høj luftfugtighed øger også risikoen for skimmelsvampe og husstøvmider og giver gode vækstbetingelser for virus og bakterier.

De sundhedsmæssige konsekvenser for børnehavebørn af dårligt indeklima kan være udvikling af sygdomme i luftvejene f.eks. astma og allergiske lidelser.

Der er opsat udstyr i de 10 udvalgte børnehaver, som i løbet af et år skal måle luftens CO2 koncentration, temperatur og fugtighed, og derigennem give en indikation af, om ventilationen i børnehaverne er tilstrækkelig.

- Undersøgelsen skal bruges til at identificere de for børns sundhed mest betydningsfulde indeklimafaktorer og vi håber desuden at kunne dokumentere nogle løsninger, der kan forbedre indeklimaet og vurdere effekten af disse på børns sundhed og trivsel, siger projektleder Geo Clausen fra Danmarks Tekniske Universitet.

Rådmand Jane Jegind finder undersøgelsen i god tråd med det skærpede fokus Børn - og Ungeforvaltningen har på børns sundhed og trivsel.

- Det er jo kendt, at børn har mange infektioner især her i vinterhalvåret, hvilket både hygiejnen og indeklimaet har indflydelse på. Så jo mere viden, vi får om årsager og sammenhænge, des mere målrettet kan vi sikre de nødvendige betingelser for at skabe et sundt indeklima og fremme børnenes sundhed, siger Rådmanden.

Registrering af forskellige indeklimafaktorer i børnehaverne er et led i et større projekt som udføres i samarbejde mellem Danmarks Tekniske Universitet, Børneafdelingen og Klinisk mikrobiologisk afdeling på Odense Universitetshospital og Odense Kommune.

Oversigt

    Oversigt