I det fynske folks tjeneste

Odense-træner: Nej til NHL-forstærkning

Odense Bulldogs' træner Pär Johansson har ingen planer om at hente en NHL-spiller til klubben

Sidste års ishockeysølvvindere Odense Bulldogs har ikke planer om at hente NHL-spillere til eventyrbyen.

I og med, at ingen danske NHL-spillere er opfostret i Odense, er det ikke realistisk at kunne hive dem til klubben for små penge. Og at hente en dyr udlænding er heller ikke en mulighed.

- Havde vi haft en spiller af egen avl, ville det være en anden situation. Men vi har arbejdet så hårdt de seneste år på at få økonomien på ret kurs, og det har vi ikke lyst til at sætte på spil på et NHL-eventyr, siger cheftræner Pär Johansson.

Kun til lån i kort tid

Lockouten i NHL-ligaen betyder, at 600 af verdens bedste ishockeyspillere står uden noget at lave, og det har allerede fået flere af dem til at skrive midlertidige kontrakter med europæiske klubber.

Men dem, der måtte kontakte Odense, ringer forgæves.

- Vi har otte udlændinge allerede, og der skal ske noget meget uventet, hvis vi skal have flere spillere ind.

- Jeg tror ikke, at lockouten bliver så langvarig, og derfor vil det i givet fald nok være spillere, vi kun har til låns i kortere tid, og det gør det mindre interessant, siger svenskeren, der helst ikke vil rokere for meget rundt i truppen.

- Sidste sæson havde vi held med at have holdet på plads i august, og den opskrift har vi brugt igen i denne sæson. Vi tror på det gavnlige i at have et hold, der spiller sammen en hel sæson frem for at skifte ud og ind med jævne mellemrum, siger Johansson.

En gevinst for ligaen

Han er dog sikker på, at de danske NHL-folk, der måtte vende hjem for en kortere bemærkning, vil være en gevinst for hele ligaen.

- Det giver en masse omtale i tv og aviser og kan betyde, at der kommer flere til ishockey over hele landet. Og så får det vel også betydning i de klubber, hvor NHL-spillerne løfter niveauet til træning og kamp, siger han.

Odense Bulldogs indleder sæsonen fredag aften på hjemmebane mod Frederikshavn White Hawks. Kampen begynder 19.30.

Ved du noget? Så send os et tip