Odense tromler Rødovre efter super første periode

En vanvittig første periode lagde grunden for Odenses 6-2-sejr over Rødovre i Metal Ligaen mandag aften.

Odense Bulldogs løb fuldstændig Rødovre Mighty Bulls over ende i en vild første periode i mandagens opgør i Metal Ligaen.

I tredje periode fik Rødovre dog pyntet lidt på det endelige indtryk på hjemmebanen, men Odense vandt opgøret 6-2.

Man skulle stå tidligt op, hvis man skulle nå at følge med i Odenses tempo, for Dale Mitchell lynede allerede efter 42 sekunder med et sikkert aftræk til 1-0-føring, og to minutter senere havde Mitchell igen mest vilje og kom først på pucken i en situation, hvorefter han gjorde det til 2-0.

Efter ni minutter og 30 sekunder førte Odense 4-0, og efter en personfejl hos Rødovre kunne Mitchell igen løfte armene, da han gjorde det til 5-0, før Joakim Nettelbladt lukkede første periodes fest med scoringen til 6-0 efter blot 15 minutter og 36 sekunders spil.

Den flyvende Odense-start kunne dog ikke fortsætte i anden periode, der endte uden scoringer, og i tredje og sidste periode vendte kampen pludselig.

Her havde Rødovre initiativet, og hjemmeholdet undgik den totale ydmygelse, da det lykkedes at reducere to gange til slutresultatet.

Sejren sendte Odense op på tredjepladsen med 12 point, mens Rødovre efter nederlaget ligger på femtepladsen i ligaen med 10 point.

Oversigt

    Oversigt