I det fynske folks tjeneste

Odense vil have europæisk firma-idrætsfestival

Odenses succes med EUROGYM 2010 kan give byen European Company Sports Games 2019

Odense har budt på at blive værtsby for European Company Sports Games 2019. Repræsentanter for arrangørerne ser i disse dage byen efter i sømmene.

European Company Sports Games er en meget stor firmaidrætsfestival med omkring 6000 deltagere og en anslået turismeomsætning omkring 28 millioner kroner.

Odense har lagt billet ind på at få arrangementet i 2019 og er kommet med i betragtning på grund af erfaringerne fra Dansk Firmaidrætsfestival 2010 og EUROGYM 2010.

Fire andre europæiske byer er med i finalen: Athen, Riga, Salzburg og Tallinn.

Vurderer faciliteter

Repræsentanter for det europæiske firmaidrætsforbund, European Federation for Company Sport besøger tirsdag til fredag Odense, hvor folk fra Udvikling Fyn vil vise byens faciliteter frem - sportshaller og -baner, hoteller, restauranter mv.

Det sker for, at de kan vurdere om Odense kan bære værtsskabet.

Inden det bliver afgjort skal Odense gøre reklame for sig selv på en præsentation i Montenegro i marts og afgørelsen falder i juni.

Udvikling Fyn vurderer umiddelbart, at Salzburg er den største konkurrent til festivalen, fordi byen tidligere har haft arrangementet.

Ved du noget? Så send os et tip