Odense vil have lov om kørselsafgifter

Danmarks tre største byer i landet vil have en lov, der giver mulighed for kørselsafgifter i bykernerne, fordi biltrafikken bliver ved med at vokse.

Betaling for at køre bil i Danmarks største byer kan blive virkeligheden i fremtiden. I København har politikerne længe ønsket mulighed for at opkræve bompenge, når bilister kører i city, og nu melder både Odense og Århus også klart ud, at de vil have en lovgivning, der giver dem mulighed for at opkræve afgifter i byerne.

- Jeg mener, det er på tide med en lovgivning, så vi har muligheden. Så kan de prøve det af i København, og vi kan eventuelt komme til senere i Odense, siger Anker Boye (S), by- og kulturrådmand i Odense.

Teknik- og miljørådmand i Århus, Peter Thyssen (R), mener, at der et stort behov for at begrænse den stigende trafik i de store danske byer. Regeringens infrastrukturkommissionen har fastslået, at biltrafikken vil stige med 70 procent inden år 2030.

Før afgifter bliver indført, understreger begge dog, at der skal være et alternativ til bilen i form af en letbane, som er en moderne form for sporvogn.

Oversigt

    Oversigt