Odense vil i den gule førertrøje

Som vinder af årets Cykelkommune i 2015, afholder Odense Kommune Den Nationale Cykelkonference 2016. Her er der fokus på at få de små på cyklen og stjæle førertrøjen fra Holland.

Til konferencen i år har Odense særligt fokus på at få de små til at tage cyklen i skole.

Det øgede fokus på cyklisterne i Årets Cykelkommune 2015 har nemlig båret frugt. Mens andre kommuner kæmper for at få skolebørn til at cykle i skole, har man igennem de sidste 14 år ikke oplevet et fald i Odense. Her er det cirka 70 procent af børnene, der enten cykler eller går til skole.

- Vi investerer rigtig meget i supercykelstier. Vi investerer i, at vi hele tiden udbygger skoleveje, så man kan komme sikkert frem og tilbage. Vi har 24 forskellige indsatser for små, stor og senior, hvor vi sætter ind med cyklisme, siger by- og kulturrådmand i Odense, Jane Jegind. 

På landsplan er antallet af cyklister dog faldet. Ifølge tal fra vejdirektoratet var der fra 2014 til 2015 et fald på 5,4 procent i cykeltrafikken herhjemme.

Til gengæld er Danmark stadig nummer 2 i hele Europa, når det gælder om at sprige på jernhesten. Kun i Holland cykler de mere. Ifølge Dansk Cyklistforbund skal der dog hele tiden kæmpes for cyklisterne.

- Vi kan se, at den statslige cykelmilliard der var i spil fra 2009 til 2015, den har ført til over 200 kilometer ny cykelsti i Danmark. De steder der er bygget nyt, er der kommet 24% procent flere cyklister. Så man kan sige, at når man bygger tryg og sikker cykelinfrastruktur, så kommer der cyklister, siger formand for Dansk Cyklistforbund, Claus Bondam.

 

 

Oversigt

    Oversigt