Fyn Live: Odense Zoo sætter farver på parken

Hver fredag og lørdag i januar har det været muligt at opleve Odense Zoo i aftentimerne skinne lys i alle regnbuens farver. Lysinstallationen kan opleves til slutningen af vinterferien.

Weekend-aftenerne i Odense Zoo har været kulørte. Den fynske dyrepark har fredage og lørdage omdannet parken og de kolde vinteraftener til en oase af smukt skinnende lys, hvor man som besøgende kan bevæge sig gennem smukke farver, mens man betragter oplyste dyr, træer og stier.   

Under 'Lysaftener i Zoo' er det også muligt at blive klogere på dyrenes farvesyn, hvordan nat- og dagsaktive dyr anvender mørke og lys - men også hvilke fordele og ulemper det giver, at dyr får farver.

- For nogle dyr er lys det samme som for mennesker, men for enkelte dyr er lys noget helt andet. For eksempel er rovdyr ikke så gode til at se farver som os, men tilgengæld er deres øjne rigtigt gode til at optage lys, så de kan jage ved skumringstiden, siger zoo-guide Jacob Nielsen fra Odense Zoo.

Se vores interview 'Lysaftener i Zoo' fra Odense Zoo. 

Flere besøgende i januar i år 

Det er første gang, at Zoo i Odense laver lysinstallationen. Det er en idé, der er opstået i samarbejde med Big City Brains, der udsmykker facaden i Zoo.  Lyset er tændt fra klokken 17 til 20, og det varierer ikke i sine farver, men er, som det er, når det bliver tændt.

- Folk har taget godt imod konceptet her de første seks gange, vi har haft det. Vi har mange besøgende, som kommer for at opleve netop dette. Vi har flere besøgende i januar i år end i januar sidste år, og så er folk meget aktive omkring eventen på de sociale medier, fortæller kommunikationschef Rikke Skovlund og fortsætter:

- Fortællingen om dyrerne er spændende for de besøgende. Men lysinstallationen, hvor mange bevæger sig gennem regnbuens farver, er især interessant for folk. Når man går nede ved kamelerne i mørke, ser man mere deres silhuetter end selve kamelen. De fremstår anderledes i mørke end i lys.  

De besøgende oplever Zoo på egen hånd, men hver hele og halve time er der formidling om dyr og farver af en Zoo-guide.  

I alt har der, når det hele slutter i midten af februar, været 12 særlige lysaftener. I aften vil Fyn Live med Signe Ryge tage dig en tur med ud i lysaftenen i Zoo. Det er på TV 2/FYN Nyhedskanalen klokken 17.45. 

Oversigt

    Oversigt