Odenseanerne vil have mere tryghed

Der er et stort ønske hos borgerne om, at kommunerne sikrer dem bedre mod kriminalitet og trafik, viser ny undersøgelse. Især i Odense. Og det kan faktisk lade sig gøre, ofte relativt billigt, påpeger ekspert.

Danskerne savner tryghed. Både i trafikken og især i form af forebyggelse mod kriminalitet.
Det viser en ny undersøgelse, hvor analyseinstituttet YouGov og Rambøll har spurgt mere end 3.200 danskere i syv af de største bykommuner, hvad der gør en by attraktiv at bo og leve i, og hvordan deres kommune klarer sig på området, skriver analyseinstituttet Rambøll i en pressemeddelelse.

73 procent angiver, at tryghed mod at blive udsat for kriminalitet har stor eller afgørende betydning for dem. Men kun 36 procent mener, at der er tilstrækkelig tryghed mod at blive udsat for kriminalitet i den by, de bor i.

Odense er den by, hvor borgerne føler sig mindst trygge over for kriminalitet. Kun 27 procent af Odenseanerne mener, at kommunen gør tilstrækkeligt for at sikre deres tryghed. 

Senior Market Manager i Rambøll Management Consulting Peter Andreas Norn peger på, at den store forskel mellem, hvad borgerne finder vigtigt og deres oplevelse af virkeligheden ikke afspejler sig i statistikkerne, hvor kriminaliteten rent faktisk er faldende. 

- Men det handler også meget om den oplevede tryghed. Og hvis du går i en bypark eller et belastet boligområde, og der er meget mørkt, så er det ikke mærkeligt, at du føler dig utryg, påpeger han.

Fysiske ændringer af byrummet hjælper

Både dansk og international forskning viser, at man kan højne både tryghedsfølelsen og mindske kriminaliteten ved at ændre det fysiske miljø.

Hvis man for eksempel ombygger typiske 1960’er-boligkomplekser, der har offentligt rum helt op til husene, så der i stedet bliver private forhaver, kan det både give øget tryghed og lavere kriminalitet.

- Bedre belysning og andre ret enkle og billige ændringer af lyssætningen kan også være meget effektfuldt, siger Peter Andreas Norn.

Han har sammen med Københavns Kommune lavet et studie af ni landes erfaringer med sociale effekter af fysiske ændringer i belastede boligområder, og Rambøll har brugt virkemidlerne flere steder i landet, mest markant ved den storstilede ombygning af Gellerupparken i Aarhus. 

Peter Andreas Norn opfordrer til, at man både medtænker involvering af lokale beboere, skabelse af fællesskaber og udvikling af det fysiske rum i kommende planer for udsatte boligområder. 

Skoleveje blev sikrere

Ser man på tryghed i trafikken, angiver 65 procent af de adspurgte i den nye byundersøgelse, at faktoren har stor eller afgørende betydning for dem. Kun 41 procent mener, at der er tryghed ved at færdes i trafikken i den by, de bor i.

Også her handler det meget om den oplevede tryghed – for selv om antallet af trafikdrab er langt lavere end for få årtier siden, er risikoen der jo stadig, påpeger Peter Andreas Norn. 

- Derfor skal kommunerne både arbejde med den reelle risiko og den oplevede risiko, understreger han. 

 

Om undersøgelsen

Oversigt

    Oversigt