Odensepolitiker næstformand i etnisk råd

Den radikale politiker, Nur Beier, fra Odense er blevet valgt til næstformand i Rådet for Etniske Minoriteter. Hun vil arbejde for at få ligebehandling indarbejdet på alle niveauer i samfundet.

Mange grupper forskelbehandles

Nur Beier er medlem af Integrationsrådet i Odense og blev valgt til næstformand i Rådet for Etniske Minoriteter lørdag i Kolding.

Hun fastslår, at diskrimination og ligebehandling ikke kun rammer folk på grund af deres hudfarve, men også på grund af køn, alder, seksuel orientering og handicap.

- Derfor er det godt, at vi nu samarbejder med andre foreninger, så vi får en stærkere stemme overfor politikerne, udtaler Nur Beier.

Minister lovede at lytte

På repræsentantskabmødet i Kolding deltog udover repræsentanter for de kommunale integrationsråd også integrationsminister Rikke Hvilshøj.

Hun lovede bla. at indgå i dialog med rådet om at få integrationsrådene og Rådet for Etniske Minoriteter på banen i den politiske debat og integrationsindsats.

Oversigt

    Oversigt