I det fynske folks tjeneste

Odenses første letbanetog er klar til sin første test

Et letbanetog til Odense - med leveringsnummer 001 - er nu kørt til en togfabrik uden for Berlin i Tyskland for at gennemgå den allerførste test. 

Letbanetog til Odense er nu klar til at blive kørt til første test.

På en blokvogn i Berlin-forstaden Pankow står Odenses første letbanetog og venter på at blive kørt til test. Vognen er både indvendigt og udvendigt tæt på at ligne et af de letbanetog, der fra efteråret 2021 vil køre rundt i Odense.

- Togsæt nummer 001 er næsten færdigbygget. Der mangler stadig den sidste eftermontering, og der er fortsat adgang til alle tekniske systemer og installationer – så det er muligt at lave efterjusteringer. Men der er i bund og grund tale om et færdigt tog, udtaler Thomas Gram, der projektchef for togsæt hos Odense Letbane til projektets hjemmeside. 

Læs også Borgere: Letbanen lægger sig i vejen for velfærden

Indretningen af letbanen begynder at ligne designernes udkast. Indvendigt er der mørkerødt betræk på sæderne og den nødvendige elektronik er også klar til test. På ydersiden er der monteret cremefarvede paneler. 

Toget bliver kørt på blokvogn til test hos Stadler i Velten Foto: Odense Letbane

- I første omgang er der tale om statiske test, altså hvor toget står stille på sporet, fortæller Thomas Gram.

Testen af det første letbanetog skal foregå i Berlin-forstaden Velten hos virksomheden Stadler. Toget kommer fra Pankow og bliver kørt på blokvogn fra den ene forstad i Berlin til den anden. 

- Det handler blandt andet om at måle alle ledninger igennem, teste skærme, trykke på knapper og kontrollere funktioner. Senere skal der også testes for eksempel nødsystemer og vandtæthed – det gør man ved simpelthen at højtryksspule toget. Derefter bliver toget testkørt på en kort strækning, så man kan tjekke forskellige kontrol- og køresystemer samt bremserne, fortæller Thomas Gram.

Læs også Pas på hullerne: Ny kampagne skal forhindre ulykker langs letbanearbejdet

Stadler skal levere i alt 16 togsæt af typen Variobahn, og produktionen af fire af togsættene er allerede i gang i Pankow. Pankow har tidligere leveret togsæt til letbanen i Aarhus, men togene i Odense adskiller sig på flere punkter fra letbanetogene i Aarhus.

Det mørkerøde betræk er ved at blive installeret indvendigt

- Hvis man for eksempel sammenligner Odense-togene med de Variobahn-tog, der kører i Aarhus, så er togene til Odense cirka tre meter kortere. Men samtidig har togene i Odense en dobbeltdør mere på hver side, end der er i Aarhus. Det gør det både nemmere at udnytte fleksarealet samt at komme hurtigt af eller på som passager, forklarer Thomas Gram.

Når togene ankommer til Odense, bliver der også en periode med testkørsler. Det bliver i første omgang på den sydøstlige del af letbanestrækningen.

Sådan bliver det at køre med Odense Letbane