I det fynske folks tjeneste

Odenses håndboldkvinder finder rytmen mod Randers

Odense led i seneste runde nederlag til Esbjerg, men er tilbage på sejrskurs med 27-23 over Randers i ligaen.

Odense Håndbold fandt melodien, da det blev til en sejr på 27-23 over Randers HK fredag aften. Foto: sportxpress

Odense Håndbold vandt i den forgangne sæson de første 21 kampe i ligaen i streg og sluttede som vinder af grundspillet.

Læs også Skade giver plads til ung håndboldspiller

I denne sæson blev det til et nederlag allerede i anden spillerunde, da de forsvarende mestre fra Team Esbjerg blev for stor en mundfuld.

Fredag fandt fynboerne tilbage på sejrskurs, da håndboldkvinderne slog Randers HK med 27-23 på hjemmebane i ligaen.

Odense fik god start 

Dermed har Odense fire point efter de første tre spillerunder - samme antal som Herning-Ikast, Esbjerg og Aarhus United, der dog alle har spillet en kamp mindre.

Randers ligger med to point på niendepladsen.

I fredagens kamp trak Odense hurtigt fra og kom på 11-6, inden kronjyderne kom tilbage i kampen og sled sig til en pausestilling på 14-14.

Læs også Feminin ræv i spidsen for Odense Håndbold

I anden halvleg kom fynboerne igen godt fra start efter flere gode redninger af Althea Reinhardt i målet og scoringer af fløjspilleren Freja Cohrt.

Cohrt lavede i alt seks mål i kampen og blev delt topscorer med Randers' Celine Sivertsen.

Ikke tvivl om resultatet 

Med godt fem minutter tilbage af kampen var Odense foran med syv mål, men Randers stod for de sidste tre scoringer og pyntede på resultatet. 

I mændenes liga, der tidligere fredag fik nyt navn og fremover hedder Primo Tours Ligaen, var TTH Holstebro på besøg i Ribe-Esbjerg. 

Her vandt hjemmeholdet med 30-26 efter at have ført med 15-13 ved pausen.

Dermed lægger Ribe-Esbjerg sig i front af tabellen efter anden spillerunde, som det dog kun er de to hold, der indtil nu har spillet. TTH Holstebro har to point efter holdets første to kampe i ligaen.